Gennem en lang skuespilkarriere med over 150 projekter på CV’et, har Samuel L. Jackson kun været nomineret til en enkelt Oscar – naturligvis for sin rolle som den gudsfrygtige lejemorder Jules Winnfield i Quentin Tarantinos ‘Pulp Fiction’ fra 1994.
Men den i dag 72-årige amerikaner mener, at han to år senere blev snydt for at modtage endnu en af slagsen, da en potentielt prisvindende scene fra Joel Schumachers ‘A Time to Kill’ blev valgt fra på klippebordet.
Det fortæller han i et nyt interview med Vulture:
»De ting, de fjernede, forhindrede mig i at få en Oscar. Virkelig, motherfuckers? I tog bare det lort fra mig?«.
»Min første dag, jeg arbejdede på den film, holdt jeg en tale i et rum med en skuespiller, og hele fucking settet var i tårer, da jeg var færdig. Og jeg var sådan, ‘Okay, jeg er på rette spor’. Det lort er ikke med i filmen! Og jeg ved, hvorfor det ikke er. Fordi det ikke var min film, og fordi de ikke ville gøre mig til en stjerne«.
I interviewet udtrykker Jackson yderligere, at det var en af de første gange, han nogensinde havde oplevet, at en scene var blevet fjernet fra en film, han havde været med i.
I ‘A Time to Kill’ spiller Samuel L. Jackson Mississippi-manden, Carl Lee Hailey, som er på anklagebænken for mordene på to hvide mænd, der har voldtaget hans tiårige datter.
»Når jeg dræber de fyre, dræber jeg dem, fordi min datter skal vide, at de fyre ikke eksisterer på denne planet mere, og at de aldrig vil såre hende igen – at jeg vil gøre alt for at beskytte hende. Det var sådan, jeg spillede den karakter gennem hele filmen«, fortæller han og tilføjer:
»Der var specifikke ting, vi skød, ting jeg gjorde for at sikre mig, hun forstod det, men de blev taget ud i klippeprocessen. Og det ligner, jeg dræbte de fyre og derefter nøje planlagde, hvordan jeg skulle slippe afsted med det. Da jeg så det, sad jeg bare der sådan, ‘Hvad fuck?’«
Til trods for en potentiel Oscarsnub, blev Samuel L. Jackson nomineret til en Golden Globe for sin rolle i filmen. Ved Oscarceremonien i 2022 modtog skuespilleren tilmed en Æres-Oscar for sin flotte karriere.
‘A Time to Kill’ kan ses på Netflix.