The 1975 er blevet bandlyst fra Malaysia.
Det er hændt, efter bandet i fredags spillede på landets Good Vibes Festival som et af de absolutte hovednavne.
Men koncerten blev afbrudt en halv time før tid, da bandets frontmand Matty Healy udtrykte sin mening om landets stramme LGBTQ+-love på scenen. Det melder Billboard.
»Jeg er fucking rasende, og det er ikke fair for jer, fordi I ikke repræsenterer jeres regering«, sagde frontmanden på scenen.
»Fordi I er unge mennesker, og jeg er sikker på, at mange af jer er gay og progressive og cool. Så jeg aflyste showet i går, jeg aflyste showet, og vi havde en samtale, og vi sagde, ‘Ved I hvad, vi kan ikke skuffe de unge, for de er ikke regeringen’«.
»Men jeg har gjort det her før. Jeg har været i et land, hvor – jeg ved ikke, hvad fuck det er. Åndssvagt. Fucking åndssvagt at fortælle mennesker, hvad de må og dit og dat. Hvis I vil invitere mig herhen for at lave et show, kan I skride ad helvedes til. Jeg tager jeres penge, I kan bandlyse mig, men jeg har gjort det her før, og jeg er skidegal«, lød det fra Healy.
Efter sine udtalelser, kom sømmet i kisten for The 1975-koncerten, da Matty Healy gav bassist Ross MacDonald et længerevarende kys på scenen, der efterfølgende fik dem smidt ud af festivalen, og derefter også selve landet:
»Alright, vi er lige blevet bandlyst fra Kuala Lumpur, vi ses«.
Ifølge NME, har det resulteret i, at The 1975 tilmed har aflyst deres resterende koncerter i Jakarta i Indonesien samt Taipei.