’Wham!’: Netflix-dokumentar viser skyggesiden af George Michaels kunstneriske talent
Inden jeg så ’Wham!’-dokumentaren, vidste jeg ikke, hvordan ham den anden i bandet så ud. Øjnene fæstnede sig så automatisk på George Michael, at den eneste indre repræsentation, jeg har i min hukommelse af Andrew Ridgeley, er en grisefarvet, ansigtsløs menneskeklump med tandpastasmil og 80’er-hår.
Det er egentlig meget symptomatisk for dét, der blev Andrew Ridgeleys skæbne. Han var at finde på de allerstørste scener i starten af 1980’erne, men i dag fortaber han sig i tågerne som George Michael-påhæng.
I instruktør Chris Smiths (’Fyre’, ’Jim & Andy’) nye Netflix-dokumentar, der slet og ret bare hedder ’Wham!’, bliver Andrew Ridgeley rørende præsenteret som en sand ven.
Filmen starter med to mere end almindeligt smukke teenagere, der fjoller rundt. De er boyband-material, det er klart, men fortællingens fokus er at udforske, hvordan den helt særlige, kærlighedsfulde relation, der er mellem de to meget forskellige karakterer, ændrer deres liv og i samme ombæring også vores popkultur.
For hvor Andy er modig, vild og pågående – han kontakter for eksempel stædigt pladeselskaber med den musik, de to venner har lavet hjemme hos mor og far – så er George genert, selvkritisk. En rigtig 12-talspige med en undertrykkende far, der gerne ser ham blive mindst advokat eller læge.
’Wham!’ lykkes på magisk vis med at gøre de gamle optagelser af de to hovedroller så levende, at det føles, som om de fortæller historien om deres drengeband direkte til Smith. Det er trylleri med arkivmateriale.
Gennem 40 scrapbooks inspireret af dem, Andrew Ridgeleys mor lavede for boybandet, fortælles historien om de to barndomsvenner, der vokser op sammen, starter et pop-band og katapulteres ud til international stardom. Samtidig nærmer vi os hele tiden den sidste scrapbook og enden på venskabet.
Den udvikling er rørende og bittersød – særligt fordi Andys kærlighed forløser George Michael så meget, at vennen til sidst forveksler Andy med en klods om benet frem for en støttende krykke.
’Wham!’ er også en historie om de forskellige veje, livet byder os. Den ene dreng har et talent, som den anden ikke besidder. George kopierer dét, Andrew gør, mens de er teenagere, han gemmer sig bag ham. Men da arbejdet med ’Wham!’ gradvist bliver mere seriøst, viser det sig, at den følsomme George Michael har en gave, som Andy ikke besidder snerten af.
De bliver gradvist enige om, at George først skal synge, siden skrive sangene selv (han er en hitmaskine, det er Andrew ikke), og allerede som 20-årig erstatter han også bandets kendte og anerkendte producere bag mixer-pulten. George Michael beskriver i et af de mange, velvalgte arkivklip, hvordan han kan mærke det kilde bagerst i nakken, når han finder sangene og musikken inde i ham selv. Han skaber ikke sangene. De vælter pludseligt ud af ham.
Men han har også en skyggeside. En generthed, en mundlamhed og en konstant kamp inde i ham for at bevise, at han er nogenlunde god nok. Han jagter succesen som et narkotikum. Og så gemmer han sin homoseksualitet væk, i bytte for den anerkendelse han får som sexsymbol for teenagepiger, mens han skriver sange om at have nøglen til sit eget fængsel. George Michael sprang først ud i 1998.
Ridgeley og Michaels veje skilles til sidst, og George fortæller i voice-overen, at han dengang vidste, at venskabet ikke kunne fortsætte på samme måde efter opløsningen af Wham! Det ville være for hårdt for Andy at være vidne til den mælkevej, George Michael styrede imod.
Men han siger også, at han ikke var forberedt på, hvordan fremtiden ville blive uden den støtte, han fik fra sin bedste ven.
Og her mangler noget. For historien om George Michael er langt fra slut, når Chris Smith forlader ham. Den psykologiske profil for George Michael er så smukt tegnet, at det føles som halvvejs begyndt at forlade ham dér, hvor han vender Wham! ryggen.
Det er svært at give slip på den følsomme gut, når man ved, at han ikke vil være god til at vandre resten af livet alene.
Kort sagt:
’Wham!’ er historien om, hvordan et kunstnerisk talent kommer ud af sin skal, men også om det kunstneriske genis skyggesider. Andrew Ridgeley har ikke talentet, han er evigt smilende og charmerende ved siden af den åbenlyst plagede George Michael, hvis nakkehvirvler kilder af inspiration.