’Cobweb’: Jumpscare-effekterne står i kø i stilforvirret horrorfilm
Med folkene bag ’Barbarian’ og ’It’ på producerlisten kunne man meget vel tænkte, at Samuel Bodins instruktørdebut ’Cobweb’ ville være endnu et slam dunk ned i kurven af vellykkede gyserfortællinger, der er piblet frem på horrorscenen de seneste år.
Selv har Bodin også formået at stadfæste sig som mainstream-horror-maestro med Netflix-serien ’Marianne’.
’Cobweb’ er bare hverken nytænkende, uforudsigelig eller i besiddelse af naturkatastrofeværdige gyserselementer. Den virker optaget af at være en effektiv og genrebrydende horrorfilm, men ender klichétung og stilforvirret.
Historien foregår en uge før Halloween, hvor vi møder den otteårige, introverte Peter (Woody Norman). Ensom, mobbet og afskåret fra omverdenen begynder han pludselig i nattens mulm og mørke at høre bankelyde fra væggen på sit soveværelse. Hans forældre, der spilles af Lizzy Caplan og Antony Starr, mener dog – som alle forældre i alle gyserfilm ever – at den gådefulde nattehændelse blot er en del af Peters livlige fantasi.
Er den så det? Selvfølgelig ikke.
Langsomt bliver man med ’Cobweb’ lukket ind i et Barnaby-lignende mysterie om, hvad den kradsende og skrattende vægrumsteren mon kan være, og der bliver storstilet lagt op til en psykologisk horror om gaslighting, afmagt i børnehøjde og det klassiske Goosebumps-scenarie, hvor dine forældre ikke er, som du tror.
Det er en præmis, som i sig selv er udmærket. Med ’The Shining’ og ’The Sixth Sense’ i tankerne har det at opleve verdens uhyrligheder gennem et magtesløst barns øjne længe været en effektiv måde at skabe suspense på. Men i Bodins forsøg på at vække ’Cobweb’s mysterie til live, indgår der en latterlig mængde eksposition, som gør, at plottet falder fuldstændig til jorden.
Caplan og Starr fremstår komisk stereotype i deres fremstilling af to forældre med sadistiske tendenser – vi er ikke engang igennem første akt, før de sender sønnike i en 24-timer lang time-out i en aflåst, dunkel kælder.
De har tilsyneladende heller ikke et arbejde at se til. Det meste af filmen bliver brugt på at begå voldelige knivdrab på græskar i køkkenvasken, gå suspekt meget rundt med skarpe redskaber og generelt bare skule tomøjet ud i intetheden.
Det er håbløst tydeligt, at forældrene skal fremstå creepy. Karaktererne er så karikerede, at man til sidst nærmest ikke gider at engagere sig i hemmeligheden bag deres bizarre adfærd, men i stedet himler med øjnene over, hvor indlysende en retning filmen kommer til at tage.
Rent visuelt er der heller ikke meget at komme efter. Vi befinder os primært i familiens hus, som udvendigt ligner en billig ’Scooby-Doo’-parodi. I baghaven gror der af uransagelige årsager en milliard græskar. Enkelte scener foregår også på Peters skole, hvor de åbenbart kun undervises i at skære græskar og får oplæst gyserhistorier af vikaren frøken Devine (Cleopatra Coleman). We get it, det er snart Halloween.
Det isolerede miljø skal udpensle Peters ensomhed og paranoia over sine forældre. Men man længes efter et univers, hvor der virkelig bliver kælet for de underspillede detaljer.
’Cobweb’ disker til gengæld op med en perlerække af jumpscares, hvor de mest vellykkede findes i Peters drømmesekvenser. Chokeffekterne føles dog en kende malplacerede i forhold til den psykologiske spænding, som filmen samtidig forsøger at bygge op.
Hvad der ligger til grund for forældrenes afstumpede opførsel, skal ikke afsløres her. Mysteriet er dog milevidt fra at udmunde sig i et tilfredsstillende svar og frarøver fuldstændig de to første akters i forvejen vaklende substans gennem et miskmask af dårligt udførte slasher-scener og rædderlig CGI.
Jeg tror bare, at jeg sætter mig til at se ’Barbarian’ igen.
Kort sagt:
Selvom der lægges op til det hele store, uforudsigelige horrormysterie, ender ’Cobweb’ med at være en skuffende pærevælling af flade karakterer, stilarter, gyserklichéer og overgjorte set-ups.