’Barbarian’: En af de bedste gyseroverraskelser længe er endelig kommet til Danmark
Det sker en sjælden gang imellem, at en film står stærkere, hvis den opleves, uden at man ved særligt meget på forhånd. Og en sådan perle er Zach Creggers amerikanske gysersensation ’Barbarian’.
Efter at have domineret de amerikanske biografer over sensommeren er filmen nu endelig streamingaktuel herhjemme. Det er dog svært ikke at ærgre sig over, at vi er blevet snydt for oplevelsen af at nyde Airbnb-chilleren på det store lærred.
For ’Barbarian’ er perfekt til det altopslugende mørke. Hvor du kan gribe din gyserpartner i armen, hver gang en mystisk silhuet viser sig i lyssøjlen fra en lommelygte. Hvor du med sveden piblende ved overlæben nervøst hvisker »hvad fanden laver du, så vend dig da om!« til karaktererne. Og hvor du og resten af salen kan skrige i ekstatisk panik, når ugudelige monstre pludselig griber ud mod publikum.
Spændingen bæres af et handlingsforløb, der svinger og snurrer sig som nålesvingene op ad Alpe d’Huez, og jeg skal selvfølgelig spoiler-sensitivt kun afsløre det mest basale.
Mysteriet begynder med den allerførste indstilling af et afsidesliggende forstadshus beliggende på Barbary 476 i udkanten af Detroit. I tordenens genskær og omringet af misvedligeholdte ruinhobe ligner den klinisk renskurede bygning en miniputversion af Bates-motellet fra ’Psycho’.
Tess (Georgina Campell) ankommer sent om natten til huset og en uheldig Airbnb-dobbeltbooking, da den fremmede mand Keith (Bill Skarsgård) forvirret modtager hende i døren. Straks spiller Cregger intelligent på de mange sagte såvel som usagte dynamikker, der kunne opstå mellem en sort kvinde og hvid mand.
Forventningerne vendes på hovedet, da kvinden straks begynder at snage i Keiths privatsager, mens manden akavet prøver at afvæbne situationen, hvis alvor han – som en god mandlig feminist – er pinligt opmærksom på.
»Hvis du var på den anden side af døren, ville du ikke have ladet mig komme ind i huset«, bemærker han forsigtigt. »Nej, jeg er ikke sindssyg«, replicerer Tess bistert.
Det er på den ene side nemt at forstå den desperate kvindes pressede situation, navnlig på grund af den finurlige casting af Pennywise himself og instruktionens mange inciterende indstillinger af den mandlige skikkelse i baggrunden. På den anden side er det tåkrummende relaterbart som mand at opleve Skarsgård kejte sig igennem viraset af underforståede kønnede samfundskoder.
Senere kaster Creggers sig ud i den dybe ende af poolen, da Justin Long introduceres som en bralrende skuespiller, der bliver cancelled på grund af voldtægtsanklager. Og instruktøren, der ellers er ganske uprøvet inden for gysergenren, forstår konstant at veksle mellem naturalistisk dialog og opfindsomme horror-scenarier.
Hvor Longs rolle passer ind, den præcise natur bag horrorscenarierne, og hvad der ligger til grund for Keiths insisterende opførsel, skal ikke afsløres her.
Det nøje veldrejede mysterium kunne have brugt en trimning i bagenden, hvor de mange setups ikke helt formår at udmunde i tilfredsstillende svar. Alligevel kan man roligt forvente en af de bedste gyseroverraskelser siden ’The Empty Man’.
Kort sagt:
Instruktør og manuskriptforfatter Zach Cregger leverer tidslig kønssatire og gammeldags gru i glimrende Airbnb-gyser, der helst skal opleves med så lidt viden om handlingen som muligt.