Det vakte oprør og vrede hos seerskaren, da fantasyserien ’Warrior Nun’ blev én af mange serier, Netflix pludselig skrottede.
Men nu er der gode nyheder til fans af de dæmondræbende nonner.
Seriens executive producer Dean English annoncerede på en hjemmeside for serien, at ’Warrior Nun’ i stedet for en tredje sæson vender tilbage som hele tre spillefilm.
Serien følger den 19-årige forældreløse Ava Silva (Alba Baptista), der finder ud af, at hun har superkræfter, og bliver del af en gruppe nonner, der jager dæmoner fra helvede.
Netflix skrinlagde oprindeligt serien i 2022 kort efter premieren på anden sæson. Dette mødte bred kritik fra fans, der blandt andet lancerede en underskriftsindsamling og internet-kampagne under hashtaggene #SaveWarriorNun og #CancelNetflix.
Grundet strejken i Hollywood løfter produceren English ikke sløret for, hvem der skal medvirke i filmene, men benytter i stedet annonceringen som lejlighed til at takke seriens fans: »Det er på grund af jer og jeres utrolige energi, at vi bliver ved med at holde fast i at skabe disse historier. I gør, at det er det hele værd«.
Netflix er ikke involveret i produktionen af de tre film ifølge Deadline.