Angus Cloud – kendt for sin rolle som Fezco i ‘Euphoria’ – gik i går aftes bort i en alder af 25 år.
Efter den tragiske nyhed er det væltet ind med reaktioner fra resten af ‘Euphoria’-holdet, der mindes deres medspiller.
I en pressemeddelelse udtaler serieskaber Sam Levinson ifølge Deadline: »Der findes ingen helt som Angus. Han var for speciel, for talentfuld og alt for ung til at forlade os så tidligt. Han kæmpede også, som så mange af os, med afhængighed og depression. Jeg håber, han ved, hvor mange hjerter han berørte. Jeg elskede ham. Det vil jeg altid gøre. Hvil i fred og Gud velsigne hans familie«.
Drake, der er executive producer på ‘Euphoria’, har delt et billede af Cloud i sin story med teksten: »En god sjæl«.
Storm Reid, der spiller Rues lillesøster i serien, delte også et billede af Cloud på sin Instagram med teksten: »Tårerne bliver ved med at strømme«.
Kathrine Narducci, der havde en mindeværdig cameo som Fezcos bedstemor i starten af sæson to, skriver på Twitter: »Du var en blid sjæl. Du forlod os for tidligt«.
Javon Walton, der spillede Fezcos lillebror i serien, har også delt en række billeder af Cloud på sin Instagram med teksten: »Hvil i fred, bror. Familie for evigt«.
Angus Cloud vil blive husket for sin mindeværdige præstation som den elskværdige Fezco i ‘Euphoria’. Rollen fik han ved et tilfælde, da han blev spottet af en caster, mens han arbejdede på en restaurant i Brooklyn.
Sæson tre af hitserien er endnu ikke skrevet færdig og forventes først at udkomme i 2025. Cloud nåede dog at medvirke i en række film, blandt andet den stjernespækkede ‘Freaky Tales’ med Pedro Pascal og ‘The Line’ med Alex Wolff og Halle Bailey.