Der blev dedikeret et helt jubilæumsshow til at fejre båndet mellem de seks hovedrolleindehavere i ‘Friends’.
Nogle der dog ikke altid følte så stor kammeratlighed fra stjernerne var seriens manuskriptforfattere.
I den nye bog ‘End Credits: How I Broke Up With Hollywood’ retter manuskriptforfatter Patty Lin, der skrev for seriens syvende sæson i 2000 og 2001, kritik mod seriens hovedcast, ledelse, dårlige arbejdskultur og gengiver sin tid på serien som ubehagelig og stressende.
Det kan man læse i et uddrag fra bogen med overskriften ‘Writing for ‘Friends’ Was No Dream Job’, der er offentliggjort i Time Magazine, hvor hun også skriver, at hun var »rædselsslagen« for seriens skabere David Crane og Marta Kaufmann.
Selvom Lin startede ud med at være begejstret og imponeret over at arbejde på den store serie, oplevede hun hurtigt det centrale cast som selvoptagede og respektløse over for forfatternes arbejde:
»Skuespillerne virkede utilfredse med at være bundet til en træt gammel serie, når de kunne forgrene sig, og jeg følte, at de konstant tænkte på, hvordan hvert enkelt manuskript specifikt kunne tjene dem«.
Patty Lin kritiserer også ‘Friends’-skaberne Marta Kaufmann og David Crane for ikke at forsvare manuskriptet over for skuespillerne.
»De (stjernerne, red.) vidste alle sammen, hvordan de kunne score et grin, men hvis de ikke kunne lide en joke, lod de til at jorde den med vilje – klar over, at vi så ville omskrive den. Dusiner af gode jokes blev smidt ud, bare fordi en af dem havde mumlet den midt i en mundfuld bacon. David (Crane, red.) og Marta (Kauffman, red.) sagde aldrig, ‘Den her joke er sjov. Skuespilleren skal bare sælge den’«, lyder det i uddraget.
Lin fortæller, at seriens stjerner var nedladende over for manuskriptforfatternes arbejde og endda ubehagelige og aggressive:
»De havde sjældent noget positivt at sige, og når de bragte problemer på banen, foreslog de ikke mulige løsninger. Med en opfattelse om, at de var deres karakterers tro vogtere, argumenterede de ofte for, at de aldrig ville gøre det ene eller sige det andet. Det var af og til en hjælp, men generelt havde disse sessioner en skrækkelig, aggressiv kvalitet, der manglede al den letsindighed, man ville forvente af produktionen af en sitcom«.
‘Friends’-oplevelsen gav Patty Lin problemer med imposter-syndrom i sin karriere, og hun ser ikke tilbage på sin tid på en af verdens mest berømte sitcoms som positiv.
»Jeg lærte ikke særlig meget undtagen, at jeg aldrig ville arbejde på en sitcom igen«, skriver hun.