Det er otte måneder siden, at det kom frem, at den tredje ‘Wonder Woman’-film med Gal Gadot havde fået kniven.
Nyheden kom i kølvandet på det store skifte i lederposterne hos DC, hvor Peter Safran og James Gunn overtog styringen med studiet, hvilket lod til at betyde, at Gadots tid som superhelt var ovre.
Nu fortæller Gadot dog, at der stadig er liv i den tredje ombæring af ‘Wonder Woman’, som hun udvikler med Safran og Gunn. Det fremgår af et interview med ComicBook.com.
»Jeg elsker at spille Wonder Woman. Det ligger mit hjerte utrolig nært. Det, jeg har hørt fra James og Peter er, at vi skal udvikle ‘Wonder Woman 3’ sammen«, siger hun i interviewet.
Gal Gadot havde oprindeligt en cameo i ‘The Flash’-filmen, som dog blev sorteret fra i klipperummet. Hun dukkede dog op i en kort sekvens i ‘Shazam: Fury of the Gods’, hvilket synes at understøtte, at hendes tid i DC måske ikke er forbi.
James Gunn og Peter Safran har lagt en ambitiøs og omfattende plan for DC, der blandt andet lyder på to film og to serier om året. Første film i rækken bliver ‘Superman: Legacy’ om superheltens unge år.