‘Wonder Woman 3’ og ny Superman-film får angiveligt kniven af DC

‘Wonder Woman 3’ og ny Superman-film får angiveligt kniven af DC
Henry Cavill i 'Batman v Superman: Dawn of Justice'.

Hvis man er tilhænger af superhelteuniverset fra DC, er der desværre dårligt nyt fra to af franchisens mest ikoniske karakterer.

I forgårs postede ‘Wonder Woman’-skuespiller Gal Gadot nemlig et tweet omkring den tredje film i rækken om den populære amazone-superhelt, hvis optagelser man regnede med ville blive skudt i gang til næste år.

Tweetet var dog en anelse kryptisk med Gadots brug af datid, og det gav angiveligt flere fans svedige håndflader.

»For et par år siden blev det annonceret, at jeg skulle spille Wonder Woman. Jeg har været så taknemmelig for muligheden at spille sådan en fantastisk og ikonisk karakter, og mere end noget andet, så er jeg taknemmelig for JER. Fansene. Jeg kan ikke vente med at dele hendes næste kapitel med jer«, tweetede Gal Gadot.

Mens det ikke kan kategoriseres som en officiel udmelding fra stjernen, smed The Hollywood Reporter mere brænde på bålet i går, da mediet rapporterede, at produktionen på ‘Wonder Woman 3’ er aflyst. Det er åbent, om Wonder Woman-karakteren kommer til at live videre i andre konstellationer.

Og her kommer benzinen til bålet: Efter sin end credit-cameo i den ‘Black Adam’ i oktober meddelte Henry Cavill på sin Instagram, at han ville vende tilbage som Superman i en ny ‘Man of Steel’-film. Men da Zack Snyders såkaldte ‘Snyderverse’ ikke er del af de nye planer hos DC, rygtes det, at projektet er blevet lagt i graven.

Det samme gælder Cavills cameo i den kommende ‘The Flash’, som til trods for, at den allerede er blevet optaget, kan risikere at blive klippet ud.

Nyhederne kommer i kølvandet på, at der har været et stort skifte i lederposterne hos DC, heriblandt tilføjelsen af ‘Guardians of the Galaxy’ og ‘The Suicide Squad’-instruktør James Gunn til at stå i spidsen for franchisen sammen med filmproducer Peter Safran.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af