‘Heart of Stone’: Det er umuligt at finde en puls i Netflix’ Gal Gadot-basker
Der er intet som et godt actionbrag! Og når man har selveste Wonder Woman, Gal Gadot, i hovedrollen, burde man være sikret på dén front.
‘Heart of Stone’ et stykke væg-til-væg, ublu rip-off-action centreret om den hemmelige agent Rachel Stone. Hun introduceres som et praktikant-lignende fjerde hjul i et velsmurt MI6-team, med selveste Mr. Grey, Jamie Dornan, som team leader.
Hvorfor tech-eksperten Stone, der mest af alt er en klods om benet og til fare for sig selv, får lov at komme med i felten, er et godt spørgsmål, som aldrig besvares. Men bag facaden er hun selvfølgelig en toptrænet agent fra et verdensomspændende undergrundsbureau, der kun lader, som om hun er Simon Peggs kluntede karakter fra ‘Mission Impossible’.
De ’good guys’, hun i virkeligheden arbejder for, er kendt som The Charter: en gruppe dedikeret til det højteknologiske AI-program kendt som Hjertet.
Ved hjælp af pendanten til James Bonds Q – spillet af charmerende Matthias Schweighöfer fra ‘Oppenheimer’ og ‘Army of the Dead’ – kan Stone få direkte ordrer fra Hjertet, der med lynets hast kan beregne sandsynligheder og konkludere, hvad der er den mest optimale løsning.
Hjertet opererer nemlig ud fra filosofisk determinisme kombineret med uovertruffen AI, som kan forudsige alt fra børskrak, til udfaldet af en-mod-en-slagsmål a la Robert Downey Jr.s Sherlock Holmes, dog på langt mindre visuelt tilfredsstillende vis.
Men da en ond indisk hacker (spillet af den gudsbenådede Bollywood-stjerne Alia Bhatt fra ‘RRR’) forsøger at stjæle Hjertet, bryder helvede løs, og Stones hemmelige identitet afsløres.
Man skulle måske tro, at Netflix, med deres Hjerte-lignende superalgoritmer, havde lært noget af den hårde modtagelse af ‘Extraction’ 1 og 2. Men bare fordi streaminggiganten har fucket op to gange i streg, betyder det ikke, at tredje gang er lykkens gang.
‘Heart of Stone’ er én lang actionsekvens. Hvilket måske kan få nogen til at tro, at der så ikke kan blive plads til udvikling af karakterer og fortælling.
Som Jason Bourne og John Wick har vist, betyder uafbrudte kampe imidlertid ikke, at handlingen stopper. Nej, tværtimod bliver vi klogere, hver gang vi ser vores kære voldsprægede (og ordknappe) karakterer i aktion.
Hemmelige agenter og lejemorderes måde at gebærde sig på fortæller os alt, hvad vi behøver vide. I ‘Atomic Blonde’ er det tydeligt, at Charlize Theron er en kvinde, der ofte er undertippet, og hun må derfor kompensere med skarp opfindsomhed og vise, at hun er klar til at bruge thaiboksning-albuerne for at komme frem i verden.
I ‘Red Sparrow’ med Jennifer Lawrence er kampsekvenserne gennemsyret af en (noget påtaget) fortælling om manipulation, der i sidste ende kan lære mænd nogle hårde lektioner om den kvindelige agents skjulte styrker.
Derfor er der store forventninger til instruktør Tom Harper (’The Aeronauts’), når prinsesse Diana fra Themiskyra er hovedrolleindehaver.
Men af uransagelige årsager får hendes karakter hverken en ordentlig baggrundshistorie, et mål eller mening. Gadot må løfte den udefinerbare fortælling selv, og resultatet er en glat omgang. For hverken publikum eller skuespilleren har en jordisk chance for at vide, hvad der egentlig driver Rachel Stone.
Værst af alt mister man ikke pusten i de mange kampsekvenser, som aldrig kommer ind på kroppen af Gadot, der ellers har bevist, at hun kan løfte actionopgaver til perfektion og vise selveste Superman, hvor skabet skal stå.
En kærkommen pacemaker, der midlertidigt får ‘Heart of Stone’s usammenhængende rytme tilbage på sporet, er selvsagt den irske heartthrob Jaime Dornan. Når han dukker op, bliver man kortvarigt mindet om, hvordan en skuespiller med mere end ét ansigtsudtryk kan få mest muligt ud af et manuskript, der vist er forfattet af Hjertet selv.
For efter to timer er man stadig ikke klogere på, hvorfor Gadots bagland er mere værdige til at besidde Hjertet end alle andre. Vi ser aldrig, hvilke gode gerninger Charter bruger dets enorme magt til, udover agentmissioner.
Og hvis Hjertets evne til at forudsige alt er så afsindig vigtigt, og værd at starte en global undergrundskrig for, er det decideret stupidt, at den personlighedsløse Stone – nærmest som sit eneste karaktertræk – lader til at være opsat på at undergrave dets anvisninger uden konsekvenser.
Ikke alene klarer hun skærene, men finder samtidig gang på gang alternative løsninger, der er langt bedre, end dem AI’en disker op med.
For en film, der handler om determinisme, er det ironisk nok ekstremt svært at finde den røde tråd I ‘Heart of Stone’.
Kort sagt:
Det er umuligt at finde en puls i ‘Heart of Stone’, der Gal Gadots actionkvaliteter til trods kunne være en underudviklet Chat GPTs hjertebarn.