Den irske instruktør John Carney er kendt for sine hjertevarme musicals som ‘Once’, ‘Sing Street’ og ‘Begin Again’, og den kommende ‘Flora and Son’ virker til at fortsætte tendensen.
I filmens første trailer kan man se Joseph Gordon-Levitt føre an i det musikalske hverdagseventyr.
Flora, spillet af Eve Hewson (’Bad Sisters’), er en enlig mor, der bor i en lille lejlighed med sin rebelske teenagesøn Max. I et desperat forsøg på at distrahere ham fra hans småkriminelle fritidsaktiviteter, hiver hun en guitar ud af en affaldscontainer.
Men Max er mere interesseret i at rappe, og Flora lærer selv at spille ved hjælp af Jack (Joseph Gordon-Levitt), en tidligere succesfuld musiker fra Los Angeles, der nu kun underviser i musik over nettet.
Igennem sin nyfundne interesse for musik kan Flora støtte Max’ rapperdrømme, og hvis traileren er til at stole på, bliver det en bedårende musikalsk affære.
’Flora and Son’ kan streames på Apple TV+ fra den 29. september.