’Sing Street’: Coming of age-musikfilm rammer alle pophjertestrenge rent

5 6
’Sing Street’: Coming of age-musikfilm rammer alle pophjertestrenge rent

CPH PIX: Irske John Carney excellerer i film så charmerende og bundmusikalske, at du får ondt i kinderne af at smile med og har svært ved at holde rytmefoden i ro. Det gælder både det romantiske gademusikant-drama ’Once’, det opløftende singer-songwriter-eventyr ’Forelsket i New York’ og nu coming-of-age-musicalen ’Sing Street’.

Carney tager os med tilbage til 1980’ernes Dublin, hvor den 14-årige Conor skifter skole og pludselig skal indordne sig under en strengere, katolsk orden og moral. Det er ikke let, når man som Conor drømmer om et liv a la Duran Duran med langbenede bikinimodeller, dyre sejlbåde og svedige popsange. Han og storebror Brendan lever og ånder for det ugentlige musikprogram Top of the Pops, hvor musikvideoæstetik og funky basgange går op i en højere enhed.

Da Conor forelsker sig i den uopnåelige Raphina med modeldrømme og Londonlængsel, kommer han til at love hende, at hun kan være med i hans næste musikvideo. Problemet er bare, at Conor ikke spiller i et band. Endnu. ’Sing Street’ er således fortællingen om, hvorfor og hvordan man starter et band. Hvordan man skriver en popsang, famlende finder sin egen stil og ender med at turde følge drømmen.

’Sing Street’ er en frydefuld filmoplevelse: smittende musikalsk og veloplagt fortalt med friske unge ansigter i så godt som alle roller. Ferdia Walsh-Peelo spiller Conor med en tilpas næsvis teenagetro på sig selv og egne evner, og Lucy Boynton indgyder Raphina med ophøjet sødme. Men det er Jack Reynor, den skyldtyngede hovedrolleindehaver fra ’What Richard Did’, der imponerer mest i rollen som den rebelsk-vise storebror Brendan, der i bedste Jack ’School of Rock’ Black-stil åbner Conors øjne for musikken: »Rockmusik er en risiko. Du risikerer at blive ydmyget«.

Den chance tager Coner og Sing Street, som bandet kommer til at hedde, gerne. Hvad skulle de ellers fordrive tiden med i den trøstesløse baggårdsdel af 1980’ernes Dublin, hvor de bor? Gang på gang tropper de op i skolegården i det ene mere outrerede outfit efter det andet. Den ene uge er de inspireret af The Cure, håret farvet sort, læbestiften rød og striktrøjen behørigt hullet. Ugen efter er det Duran Duran, kalvekrøs på skjortekraven, godt med eyeliner og bleget pandehår. Her fanger John Carney både morsomt og uhyre præcist ungdommens søgende tilstand.

Filmen udspiller sig et sted imellem grå hverdagsrealisme med masser af familietraumer og socialt boligbyggeri og farverig drømmeverden med lykkelige slutninger og pastelfarvet romantik. Carneys manuskript og Yaron Orbachs kameraarbejde fletter ubesværet de to verdener sammen med stor emotionel effekt til følge.

Jeg havde på ingen måde forventet at græde til en ungdomsmusical med 1980’er-tema, men ’Sing Street’ rammer samtlige pop-hjertestrenge klokkerent, og jeg indrømmer gerne, at jeg skiftevis grinte og græd mig igennem John Carneys uhørt charmerende coming-of-age fortælling.


Kort sagt:
Alle, der har været utilpasset teenager med bare en lille rock- eller popsangerdrøm i maven, vil nikke genkendende med til John Carneys smittende musikalske 1980’er-hyldest ’Sing Street’.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet ét sted

Spillefilm. Instruktion: John Carney. Medvirkende: Ferdia Walsh-Peelo, Aidan Gillen, Maria Doyle Kennedy, Jack Reynor, Lucy Boynton.. Spilletid: 105 min.. Premiere: Vises 9. november under CPH PIX
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af