‘Forelsket i New York’
Den irske instruktør John Carney imponerede i 2006 med den lille, sjælfulde musikfilm ’Once’, der siden er blevet sat op som musical på Broadway og i Londons West End. Det virker ikke helt usandsynligt, at hans nyeste film kunne gå hen og få samme skæbne.
Med ’Forelsket i New York’ tager Carney endnu engang publikum med på en musikalsk rejse gennem to vidt forskellige menneskers liv, her den fallerede musikproducer Dan (Mark Ruffalo) og den spirende sangerinde Greta (Keira Knightley) med det knuste hjerte.
Greta er flyttet med sin sanger-kæreste og rockstjerne in spe, Dave (Adam Levine), til Det Store Æble for at forfølge drømmen om en karriere i musikbranchen. Men da Daves karriere tager stjernefart, glider parret fra hinanden, og Greta står pludselig mutters alene i en by, der har fravristet hende kærligheden og trampet på hendes selvtillid undervejs.
Ved at springe i tid og perspektiv får vi udrullet både Greta og Dans forhistorier. Han er gået fra topproducer med eget pladeselskab til en desillusioneret taber, som drikker for meget og kæmper med at etablere en form for faderligt bånd til teenagedatteren Violet (Hailee Steinfeld) fra det forliste ægteskab med Miriam (Catherine Keener). I Greta ser Dan en upoleret, men lysende stjerne i en musikindustri domineret af kommercielle interesser, som han foragter. Og sammen beslutter det umage makkerpar sig for at indspille et alternativt album.
Mere skal helst ikke afsløres om handlingen i denne absolutte fornøjelse af en sommerfilm, der overrasker positivt med et stærkt fokus på glæden ved selvrealisering frem for romantisk plidder-pladder.
Dialogen er velskrevet og rap i en vittig, Woody Allen-neurotisk newyorkerstil, som man kender den fra 70’erne og 80’ernes snakkefilm. Den lettere kvalme danske titel vil formentlig afskrække nogle biografgængere, men man skal ikke skue denne sanghund på hårene. Filmens varme og smittende gode humør slår simpelthen benene væk under én.
Det er en smule vidunderligt at give pokker i hovski-snovski-forestillinger om, hvad der alt for ofte gemmer sig bag mærkatet ’romantisk komedie’. ’Forelsket i New York’ er så indtagende, at man føler sig som et værelse uden tag midt i den mørke biografsal.
Kort sagt:
Ignorer den kvalme titel: Alle, der engang har fået deres hjerte knust eller bare trænger til en hurtig optur, bør unde sig selv halvanden time i John Carneys frydefulde filmiske boble, der overraskende nok ikke hylder tosomheden så meget som tilfredsstillelsen ved at realisere sig selv på egne præmisser.