1. Streaming: Kaos i koloen
Engang var der sus og dus i mormors kolonihavehus, som de sang i Giro 413-slageren. I 2023 er der generationskonflikt og virkelig dårlig stemning.
I hvert fald i TV 2’s ret så forrygende dokumentarserie ‘Balladen om kolonihaven’ hvor konflikterne i en haveforening udenfor Aalborg viser sig at være stygt, underholdende og sørgeligt tv på samme tid.
Et formandsvalg har splittet foreningen, og da bedstemoderlige eks-formand Inger med et dødt blik fortæller, hvordan hun »blev væltet«, ved man godt, hvad klokken har slået.
I Jørgen Berthelsens minde er der udbrudt en krig, som intet konfliktmæglingskursus eller en solsikke-konkurrence kan rette op på (selvom det er et par af de håbløse forsøg, den forhadte bestyrelse kaster sig ud i for at samle beboerne).
Der er skruet helt op for den folkelige resonans med Niels Hausgaard som fortællerstemme. Afsnittene betegnes som episke »vers«, som var programserien en folkevise om forenings-Danmark i opbrud. Men det er først og fremmest kolonihavens fantastiske personager og rablende gnidninger, der gør deres genkendelige økosystem smårørende, pinligt og virkelig og seværdigt.
’Balladen om kolonihaven’ kan ses på TV 2.
2. Streaming: Restaurantserien over dem alle
Ingen serie er mere ombejlet af buzz for tiden end Hulus ’The Bear’, der er aktuel med anden sæson herhjemme. Serien handler om mesterkokken Carmy, der tager på sig at forvandle sin afdøde brors sandwich-shop i Chicago. I anden sæson skal stedet have den helt store overhaling mod fine dining, og den udmagrende proces med at bygge en restaurant op skildres i alle sine hårrejsende detaljer.
Det er en serie, der i lige mål er særdeles intens med hyppig maskingeværdialog og ophedede køkkenskænderier og er fuld af hjerte i sit portræt af den ukurante flok madører samlet under ét faldefærdigt tag.
Den nye sæson tager omtalte afstikkere til alt fra København til traumatisk familiefortid og kombinerer prestige-tv og feelgood-fjernsyn som ingen andre serier i øjeblikket.
’The Bear’ kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse af sæson 2 her.
3. Biograf: Exceptionel sportsfilm
Det er svært vække genklang i et biografmarked, hvor braget fra ’Barbie’ og ’Oppenheimer’ stadig er overdøvende, men når man har gennemført Barbenheimer er det tid til at søge ud i afkrogene, hvor der lige nu åbenbarer sig en veritabel perle.
Takehiko Inoues sportsmanga ’Slam Dunk’ har siden udgivelsen i 90’erne solgt mere end 170 millioner eksemplarer, og nu har han selv forvandlet fortællingen om et highschool-basketballhold til en film, der ligeledes er blevet et kæmpehit i hjemlandet.
Historien følger 17-årige Raya, der forfølger sin afdøde brors drøm om at blive basketstjerne og med sit hold står i en stor finale, som er filmens omdrejningspunkt, krydret med hyppige flashbacks.
Soundvenues anmelder giver ‘The First Slam Dunk’ fuld plade, seks stjerner, og kalder det »en af af de bedste animationsfilm, jeg nogensinde har set«.
»Det, der gør denne film til noget særligt, ja nærmest magisk, er måden, den bruger humor og spænding til at fortælle et forbløffende emotionelt komplekst sportsdrama«, skriver han.
’The First Slam Dunk’ kan ses i udvalgte biografer.
Set det hele? Tjek vores weekendanbefalinger fra sidste uge.