’When You Finish Saving the World’: Jesse Eisenbergs får det til at gøre ondt på den gode måde i pinagtigt underholdende instruktørdebut
Jesse Eisenbergs vigtigste rolle vil for mig altid være den, han spillede i det dysfunktionelle skilsmissedrama ’The Squid and the Whale’.
Også derfor giver det god mening, at hans debut som instruktør minder en smule om Noah Baumbachs gennembrudsfilm.
’When You Finish Saving the World’ er en moody amerikansk forstadsfortælling baseret på en lydbog, Jesse Eisenberg havde lavet forud.
Iklædt levende billeder er historien blevet en halvsørgelig semikomedie uden store latterudbrud, blot en nedtonet sans for at skildre den menneskelige tilstand, som den udspiller sig i Indiana, USA. En bittersød servering om livsskuffede akademikere, der har klassisk musik snurrende i baggrunden, mens de drikker for meget rødvin.
Med sit efterårsagtige, grynede 1970’er-udseende vil den blive elsket af mange, der kan lide humørforladte indie-film. Andre vil løbe skrigende væk efter 15 minutter i selskab med nogle ret så belastende hovedpersoner. Så vær advaret: De velfungerende karakterer i denne film forbliver omtrent i periferien. Har ingen lyst til at blive suget for tæt på de lavmælt katastrofale hovedpersoner.
Juliane Moore spiller Evelyn, der leder et krisecenter for udsatte kvinder, hvor hun tilbringer det meste af sin tid, til dels så hun kan gemme sig fra sit eget familieliv: Ægtemand Roger (Jay O. Rogers) er fjern og holder sig til læsning og rødvin, sønnen Ziggy (’Stranger Things’-stjerne Finn Wolfhard) er en pueril douchebag med sin egen livestream-baserede musikkanal, hvor han spiller pivfalske og overoprigtige sange. Alligevel har han utroligt nok 20.000 følgere, der følger ham fra samtlige kontinenter på kloden.
At være en blank grunge-kid med en guitar på skulderen og en hue over hovedet har tilsyneladende fungeret fint nok for Ziggy indtil nu. Med internettets hjælp kan selv tvivlsomme produkter finde en aftager.
Men Ziggy har forelsket sig i den politisk opvakte Lila (Alisha Boe). Kan han overbevise den venstreorienterede unge kvinde om sin passion, når hans ypperste mål er at tjene penge og ikke redde verden – og han tydeligvis ikke kan begå sig i politiske diskussioner?
Imens håndterer Evelyn skuffelsen over sønnens mangler i mødet med en anden søn af en udsat mor på krisecentret. Kyle (Billy Brak) er empatisk, flot og følsom. Evelyn øjner muligheden for at forme ham som en slags erstatningssøn og sætte ham på en løbebane, som Ziggy har fravalgt med sin apolitiske, selvcentrerede og rent ud sagt tumpede fremtoning.
Både mor og søn bliver draget af to smukkere og mere fuldstøbte mennesker, der ikke har brug for dem. Men måske handler deres kiksede kontaktforsøg til syvende og sidst om, at de savner hinanden?
’When You Finish Saving the World’ viser mennesker med det materielle inden for rækkevidde og ingenting rigtigt på plads. Julianne Moore har vist ikke, siden hun gav den som Alma Coin i ’The Hunger Games’, spillet en så utiltalende person. Hun kører i sin sammenklemte Anders And-bil til og fra krisecentret med en udstråling af at være kvarterets velgører, men hun er frem for alt et dysfunktionelt og distanceret menneske, for hvem selv banale hyggesnakke med kollegerne mislykkes (»Skal jeg fyres«, spørger en ansat, når Evelyn prøver at skabe hyggelig chitchat, mens hun venter på elevatoren).
Ziggy er i mange passager så ulidelig, at han næsten kammer over i en parodi – som en slags variation af ’We Need to Talk About Kevin’, hvor mord, bål og brand er afløst af spejlblank teenager-selvtilstrækkelighed og pinagtig folkrock, der aldrig havde forladt drengeværelset i pladeselskabernes velmagtsdage.
For jeg må advare igen: En del mennesker vil opleve den her film som 88 minutters sønderkrummede tæer med irriterende mennesker, der lider af akut selvovervurdering. Men helt personligt elsker jeg at være med, når akademiker-middelklassen og deres børn får taget temperaturen på sit åndelige velbefindende.
Jesse Eisenberg er tydeligvis den rette M/K til jobbet. Den krølhårede skuespiller med de nervøse tics har sandsynligvis lært noget af at spille hovedroller hos eksempelvis førnævnte Noah Baumbach og norske Joachim Triers USA-besøg i ’Louder Than Bombs’, hvor vi også mødte en dysfunktionel familie. Og Julianne Moore har lige så åbenlyst nydt at sætte tænderne i en problematisk kvinde fanget i sit eget spind af komplekser, skuffelser og fejlagtig overlegenhedsfølelse.
Jesse Eisenberg kender det her territorium som skuespiller. Også som instruktør får han det til at gøre ondt på den gode måde.
Kort sagt:
Jesse Eisenbergs debutfilm som instruktør er pinagtigt underholdende og tåkrummende menneskelig på en måde, der vækker minder om hans bedste film som skuespiller. Nogle vil dog løbe skrigende væk efter 15 minutter med de dysfunktionelle hovedpersoner.