’After Everything’: En stærk kandidat til årets værste film er landet
Der findes ikke den bedstsælgende YA-bog (og dertilhørende filmatisering), som jeg ikke har sat mine skarpe hugtænder i de seneste 15 år.
Kald det kærlighed eller afhængighed. Det kan jo være svært at skelne mellem de to. Og med præcis dén vaklende indstilling går den alkoholiserede badboy Hardin til livets store spørgsmål i den gudskelov sidste installation af ‘After’-filmene.
Det startede som et fanfiction-fænomen om One Direction, hvis frontfigur Harry Styles forfatteren Anna Todd i 2014 havde et godt øje til. Tilsæt lidt Edward Cullen og de mest vanilla sekvenser fra ‘Fifthy Shades of Grey’, og vi har os et bestsellerhit med over 12 millioner solgte eksemplarer.
Gennem syv bøger, og nu fem film, har det intense par Tessa og Hardin (også kendt som Hessa) leget på kanten af kollaps.
Der er dog en skævvridning i, hvem der bærer den største skyld for at kuldsejle skuden: Tessa (Josephine Langford) er – som alle os andre – en pæn pige med lidt daddy-issues, mens Hardin (Hero Fiennes Tiffin) er en semifunktionel alkoholiker, der opildnet af jalousi styrer sin kæreste med hævet stemme, vold og et hav af benhårde ultimatummer.
At Tessa i den foregående film, ‘After Ever Happy’, endelig kastede håndklædet i ringen, fik mig til at udbryde et lille »hallelujah« af lettelse. You go, girl!
Desværre betyder det også, at Tessa nu virkelig er væk. For ‘After Everything’ viser kun Hardins side af historien ligesom i de såkaldte companion novels i ‘Fifty Shades’ og ‘Twilight’-universet, ‘Grey’ og ‘Midnight Sun’, der kryber under huden på vores alle sammens yndlingspsykopater.
Ligesom dem er ‘After Everything’ et langt deja-vu af hændelser, vi allerede har set. Mest af alt ligner den et fan-edit af deja-vu-highlights fra Hardins synsvinkel, som viser, hvor godt alt var engang. Du ved, dengang han var alkoholiker, skrev og udgav en bog om at tage Tessas mødom og satte ild til sin mors hus på hendes bryllupsdag.
Femte ‘After’-film følger på nært hold en forpint Hardin, som på værste vis forsøger at komme sig over bruddet med en flaske i hånden. Og hvilken bedre måde at glemme Tessa end at stalke en anden ex og rejse til Portugal for at finde hende?
I den sammenhæng giver nykommer Mimi Keene i rollen som ex’en Natalie nok ‘After Everything’s bedste præstation. For da Hardin crahser den portugisiske brudebutik, hun har fundet arbejde hos, stopper tiden nærmest hos den unge kvinde, der bliver hvid som et lagen. Det står klart, at hun og Hardins fortid nok er mørkere, end hvad selv de mest sixpack-hungrende fans kan se bort fra.
For hvis det ikke står klart endnu, portrætteres her en vaskeægte sociopat anno 2020’erne, som blandt andet – for sjov – manipulerer unge kvinder for at optage og leake intime øjeblikke til sine frat boy-venner.
At placere sådan en størrelse som unge kvinders hedeste fantasi, er mildest talt bekymrende. Redningen bliver dog, at Hardin gennemgående gør et så forglemmeligt indtryk, at hans ekstremt skadelige vaner nok ikke overlever længe i publikums bevidsthed.
For Ralph Fiennes’ wannabe skuespiller-nepo-nevø rummer ikke flere nuancer, end at han til nød kan udvise to typer sorg over at være blevet dumpet: Enten bliver det til et tungt hoved, der ryster fra side til side, mens hænderne griber frustreret i hårtotterne, eller også disker han op med en knyttet næve, som hamrer ned i den første og bedste hårde overflade i hans nærhed.
Hardins vej til bedring kommer i sidste ende ikke gennem helende dialog med Natalie eller Tessa. I stedet sker det mest sindssyge, jeg længe har set.
På den første dag i Lissabon afslår macho-manden en forsoningssmoothie fra Natalie. Den er for grøn, sund og har forresten et sugerør, og nej tak, han vil ikke engang prøvesmage. Men som tiden og filmen går, nærmer Hardin sig med forsigtige skridt smoothien. Han går forbi den smilende sælger hver morgen, og en dag er karakterbuen fuldendt:
Hardin tager springet, lader whiskyflasken stå, køber en smoothie og mæsker sig i sundheden.
Den opløftende musik, fuglekvidderen og Tiffins stive mimik, som for en gangs skyld vrisser et smil, fortæller os, at Hardin nu er reddet. Jeg er tabt for ord.
Desværre tillader Soundvenues karakterskala ikke nul stjerner. Men den ene af slagsen, der fremgår i toppen af denne anmeldelse, er så absolut én for meget.
Kort sagt:
Kære ‘After’. Jeg synes ikke, vi skal se hinanden mere. Det er ikke mig. Det er dig.