For snart ti år siden gav den storroste første sæson af Nic Pizzolattos krimiserie ‘True Detective’ med Matthew McConaughey og Woody Harrelson genlyd i hele streaminglandskabet.
Selvom serien med sine følgende to sæsoner – der kom med helt nye skuespillere og fortællinger – ikke helt har kunnet holde samme niveau, ser den kommende fjerde sæson ret spændende ud.
Denne gang har Pizzolatto ikke været med til at skrive sæsonen, hvilket muligvis er det friske pust, ‘True Detective’ har brug for. I stedet er den mexicanske filmskaber Issa López ved roret som hovedforfatter og instruktør på den nye sæson, der har undertitlen ‘Night Country’.
Jodie Foster og Kali Reis spiller et umage politimakkerpar i den amerikanske stat Alaska, som skal opklare en mystisk sag om en gruppe forskeres forsvinden fra en afsidesliggende base. At dømme efter en ny trailer, som du kan se herunder, hviler der en rimelig uhyggelig stemning over det mørke og sneklædte område.
Ifølge Deadline.com skulle ‘True Detective: Night Country’ oprindeligt have haft premiere i løbet af 2023, men på grund af Hollywoods strejkende skuespillere og manuskriptforfattere (sidstnævntes strejke er netop afsluttet), har HBO valgt at udskyde premieren til 14. januar 2024.
Forventeligt lander sæsonen på omtrent samme tidspunkt på den danske udgave af HBO Max.