»I skal nu kæmpe om den største pengepræmie i realityshow-historien«, siger en stemme i en ny trailer for Netflix’ kommende virkelige udgave af streamingtjenestens til dato mest populære serie, ‘Squid Game’.
I ‘Squid Game: The Challenge’ kæmper 456 deltagere om svimlende 4,56 millioner dollars, hvilket svarer cirka til 32 millioner kroner. De dyster i forskellige discipliner, der naturligvis er inspireret af det koreanske seriehit.
Modsat fiktionsserien er det selvfølgelig ikke med livet som indsats. Det skulle dog være nogle hårde strabadser, deltagerne har været igennem. Tidligere på året kom det frem, at en medvirkende måtte bæres fra optagelserne på showets allerførste dag.
Men som en person siger i traileren: »4,56 millioner dollars? Folk gør meget værre ting for meget mindre«.
Med traileren kommer også reality-seriens præcise premieredato: 22. november.