Kan en trailer være så misvisende, at det fører til erstatning?
Sidste år vakte det stor opsigt, da to fans af Ana de Armas lagde sag an mod filmselskabet Universal, fordi de havde lejet Danny Boyles romantiske komedie ‘Yesterday’.
De to mænd Peter Michael Rosza og Conor Woulfe betalte hver især 3,99 dollars for at se filmen på Amazon Prime, men blev skuffede da, de Armas ikke medvirkede, selvom hun medvirkede i filmens trailer.
»Fordi forbrugerne blev stillet en film med Ana de Armas i udsigt af traileren til ‘Yesterday’, men fik en film helt uden Ana de Armas, fik forbrugerne ingen værdi for deres leje eller køb«, lød det oprindeligt i søgsmålet fra 2022.
De krævede i forbindelse med sagen fem millioner dollars i erstatning for at være blevet udsat for falsk markedsføring. Det så i lang tid ud til, at sagens dommer Stephen Wilson ville lade spørgsmålet komme for retten, selvom Universal forsøgte at få konflikten henlagt.
Nu er sagen dog alligevel blevet droppet af dommer Wilson, der kalder skaden for »selvforskyldt« efter nye informationer i sagen. Det skriver blandt andre The Guardian.
Den blev endegyldigt droppet, da det i en tilføjelse til sagen viste sig, at den ene sagsøgende part Woulfe efter sagsanlægget lejede ‘Yesterday’ igen. Denne gang på Google Play for at påstå, at der var tale om endnu flere eksisterende fejlrepræsentationer.
Det fandt dommeren dog for usandsynligt, når Woulfes egen sag påpegede, at det ikke var muligt, at skuespilleren optrådte i filmen. Sagen havde »udtrykkeligt oplyst, at de Armas ‘ikke er og aldrig var i den offentligt publicerede version af ‘Yesterday’«, udtalte dommer Wilson.
»Sagsøger Woulfe har ikke givet nogen forklaring på, hvorfor han troede, at versionen af ‘Yesterday’, vedkommende fik adgang til på Google Play skulle være en anden version, end den film vedkommende fik adgang til på Amazon«, klargjorde dommeren videre.
De to mænd påpegede, at de ville kunne blive vildledt igen i fremtiden, hvis Universal skulle vælge at udsende en version, hvor Ana De Armas ikke var klippet ud, men det vurderede dommeren var for spekulativt.
Tidligere tydede det ellers på, at sagens udfald ved en eventuel domsstol ville kunne blive et vendepunkt i filmmarkedsføring og få stor betydning for, hvordan man laver trailers i Hollywood, hvor det altid har været en del af formatets DNA at pynte på sandheden.
Ana de Armas skulle have været endnu romantisk interesse for hovedrolleindehaver Dev Patel i filmen, der i ‘Yesterday’ også har en flirt med Lily James’ karakter. De Armas blev dog klippet ud, efter filmen blev vist for et testpublikum, der ikke brød sig om trekantsdramaet. Det fortalte filmens manuskriptforfatter Richard Curtis Cinemablend i 2019.