Et af de mere besynderlige sagsanlæg i den amerikanske underholdningsbranche har set dagens lys.
To kæmpefans af Ana de Armas har lagt sag an mod filmselskabet Universal, efter at de lejede Danny Boyle-filmen ‘Yesterday‘ i troen på, at Ana de Armas, som kan ses i filmens trailer, medvirkede.
I stedet blev de slemt skuffede, da de erfarede, at hendes rolle var blevet klippet ud af filmen. Nu kræver de op mod fem millioner dollar i erstatning for, hvad de mener er falsk markedsføring. Det skriver blandt andet Indiewire.
»Fordi forbrugerne blev stillet en film med Ana de Armas i udsigt af traileren til ‘Yesterday’, men fik en film helt uden Ana de Armas, fik forbrugerne ingen værdi for deres leje eller køb«, lyder det blandt andet i søgsmålet.
Ana de Armas skulle oprindeligt have medvirket i ‘Yesterday’, der udspiller sig i en verden, hvor alle undtagen én person har glemt alt om The Beatles. Men hendes karakter blev i sidste ende efterladt på klippebordet på grund af tidsproblemer.
Det er nok tvivlsomt om søgsmålet får ben at gå på i den videre juridiske proces. Men sagen vidner om den stjernestatus Ana de Armas har fået over de seneste år med roller i film som ‘Knives Out‘, ‘Blade Runner 2049‘ og ‘No Time to Die‘.