‘Who is Erin Carter?’: Netflix’ nye samlebåndshit suger sin seers sjæl

’Who is Erin Carter?’ er den nyeste kedelige hitliste-døgnflue på Netflix.

Her ser vi den ellers hidtil lovende svensk-kurdiske skuespiller, Evin Ahmad (kendt fra ’Snabba Cash’ og ’The Rain’) i en engelsktalende rolle som lærervikaren Erin Carter, der bor med sin mand, sygeplejersken Jordi (Sean Teale), og datteren Harper (Indica Watson) i ferieresortlignende omgivelser i Barcelona.

Det første, man får lyst til at spørge om, er selvfølgelig, hvad parret lavet dér, som naboer til swimmingpool og tennisbane, når de samtidig hænger finansieringen af datterens fremtidige collegeuddannelse op på Erins eventuelle fastansættelse på skolen, men lad os bare acceptere, at det er en æstetisk beslutning uden forankring i nærmere meningsfuldhed.

Som det fremgår af titlen, har Erin selvfølgelig ikke altid været lærervikaren Erin. Hun og Harper havner en dag tilfældigt midt i et væbnet ’røveri’ (sådan benævner serien konsekvent hændelsen, men gerningsmændene er kryptisk maskerede og skyder vildt omkring sig, så berigelse kan det vel næppe handle om?) i et supermarked. Og lang historie kort ender Erin med at dræbe en af gerningsmændene i selvforsvar, og han genkender hende fra gamle dage. »Det er dig…«, siger han (mystisk!), inden han bliver bevidstløs.

Snart dukker mange flere spørgsmål op … og det er desværre ikke de spørgsmål, som serien vil have mig til at stille.

1) Hvorfor har man castet en svensker til at spille brite, når det for historien er helt ligegyldigt, hvad hendes nationale ophav er? Hvis man gerne ville have Ahmad i hovedrollen – hvilket er helt forståeligt, for hun er en helt urimeligt scoop for serien – hvorfor lavede man så ikke lige et par ændringer i manuskriptet?

2) Hvorfor taler alle omkring Erin så godt engelsk, når de som sagt befinder sig i en del af Spanien, som er spansk/catalansk-talende? Det er selvfølgelig relativt almindelig praksis at gøre en udenlandsk produceret serie engelsksproget, fordi den henvender sig til et internationalt – publikum det er ikke desto mindre en praksis, der konstant kompromitterer troværdigheden.

’Who is Erin Carter’s konstruktion kan nok bedst beskrives som pornofilmagtig. Hvis den interesserer sig for noget (andet end at få streams), synes det at være actionsekvenserne, som er de eneste, man virker til at have lagt bare lidt mere energi i end bare minimum.

Alt omkring actionscenerne er forudsigeligt og banalt. Replikkerne akavede, skuespillet uoplagt. Douglas Henshall i rollen som rigmanden Daniel Lang og Charlotte Vega i rollen som Erins nabo og ærkefjende Penelope Reyna spiller særligt dårligt i samme følelsesforladte, staccato, robotagtige stil.

I afsnit to møder vi for første gang Daniel, da han dukker op i døren til et klasseværelse, efter hans søn har dumpet sin terminsprøver. »Jeg hedder Daniel Lang. Jeg er blevet fortalt, at der var et problem med min søn, Dylan. Hvem af jer er fru Carter?«, siger han, som læste han op fra ingredienslisten på en shampooflaske. Det ligner, at han har en pistol for panden, mens han fremsiger replikken.

Det er til tider okay tilfredsstillende at følge actionkoreografierne. Men der er intet ægte på spil. Kampene er for mekaniske, og end ikke hovedpersonen, der er enhver modstander, hun møder, strategisk overlegen, formår at vække empati, så man er investeret i kampens udfald.

Som et ekstra element oveni actionthriller/melodrama/socialrealisme-cocktailen viser en mystisk mand/hjort sig som syner for Harper, når hun er alene i et rum, og skræmmer hende fra vid og sans. Som i en overnaturlig gyserfilm tegner hun foruroligende tegninger i sin notesbog af en morderisk hjort.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med det. Men det er der. 

’Who is Erin Carter?’ er en clickbaity samlebåndsserie, som på en dårlig dag kan suge sin seers sjæl ud i det samme kulsorte vakuum, hvorfra serien er spawnet.

På en god dag kan den dog måske være et udmærket hatewatch.

---

Kort sagt:
’Who is Erin Carter’ er forhåbentlig en døgnflue på Netflix’ hitliste, som får én til at tænke grundigt over, om verden virkelig har brug for mere indholdsløst streaming-indhold.