VENEDIG FILM FESTIVAL. Når man inviterer Woody Allen, Roman Polanski og Luc Besson med til samme fest, beder man om tæsk.
Ikke desto mindre er alle tre kontroversielle filmfigurer aktuelle på Venedig Film Festival, én af verdens mest prestigefulde filmbegivenheder, der tiltrækker klodens allerstørste instruktører.
87-årige Woody Allen kommer med sin 50. (!) film, den fransksprogede ’Coup de Chance’ om parret Fanny og Jean, hvis perfekte tilværelse smuldrer, da Fanny støder ind i en gammel klassekammerat. 90-årige Roman Polanski serverer upstars/downstairs-komediedramaet ’The Palace’, med blandt andre John Cleese, om et eksklusivt hotel i Schweiz under nytårsaften 1999.
Og 64-årige Luc Besson er aktuel med ’Dogman’, hvor Caleb Landry Jones spiller en ung fyr, der har haft en traumatisk barndom og nu knytter et tæt forhold til hunde.
Med de tre kontroversielle instruktører i samme lineup er der fuld plade i cancel-bingoet. Alle tre instruktører har anklager om seksuelle overgreb med i bagagen til Lidoen. Hvilket naturligvis ikke er gået ubemærket hen:
»Vi vidste, vi ville møde angreb«
Det siger da også en hel del, at den lige så prestigefulde Cannes-festival – der ellers ingenlunde er kendt for at lefle for woke-bølgen – veg uden om Woody Allens film ved årets udgave i maj, fordi det ville skabe for megen negativ opmærksomhed. Venedig har taget imod ham med åbne arme og tredoblet indsatsen.
Chefen for festivalen, Alberto Barbera, fortalte forleden i et interview med The Guardian, at han godt var klar over, at indlemmelsen af instruktørtrioen ville vække opsigt.
»Vi vidste, at vi ville møde angreb og fornærmelser. Men det er den tid, vi lever i, og der er en særlig sensibilitet omkring de her emner«, sagde han og forsvarede indlemmelsen af de tre instruktører én for én, mens han tilføjede:
»Af hvilken grund skulle vi forbyde en film fra (Woody Allen og Luc Besson, red.), når de ikke er kendt skyldige i retssystemet. Hvorfor skulle vi være mere strikse mod dem? Vi er nødt til at sætte vores lid til retssystemet«.
Det viser alt for mange fortilfælde, at man ikke altid kan – stole på retssystemet – men har han måske alligevel ikke en pointe i, at det er for nemt at slå Allen, Polanski og Besson i hartkorn som de tre små overgrebsgrise?
Er deres sager ikke så forskellige, at det er meningsløst at placere dem i samme bås?
Ofret har tilgivet
Efter årtier indhentede fortiden Woody Allen i MeToo-slipstrømmen, da den gamle anklage om et overgreb mod hans adoptivdatter Dylan Farrow blussede op igen, særligt via dokumentarfilmen ’Allen v. Farrow’.
I 1992 skulle Allen have misbrugt Dylan på et loft midt i en hektisk tid, hvor Allen og ekskonen Mia Farrow lå i en forældremyndighedssag, efter den dengang 57-årige Woody Allen havde indledt et forhold til Mia Farrows dengang 21-årige adoptivdatter Soon-Yi Previn.
Woody Allen blev dengang renset for alle anklager af to forskellige myndigheder, og mens Dylan, Mia og broren Ronan Farrow – en af de journalister, der fældede Harvey Weinstein og skubbede gang i MeToo-bevægelsen – har fastholdt anklagen, har Allen alle dage bedyret sin uskyld.
»Hvorfor skulle en 57-årig fyr, som aldrig er blevet anklaget for noget som helst i hele sit liv, pludselig køre op til Mias landsted midt i en grim forældremyndighedssag og gøre det?«, spurgte han retorisk i et tv-interview med CBS i 2020.
Polskfødte Roman Polanski blev 1979 dømt i USA for sex med en mindreårig to år forinden. Polanski skulle tage billeder af den blot 13-årige Samantha Geimer i Jack Nicholsons villa til en fotoserie til Vogue, og her drak de champagne og tog quaaludes, før Polanski ville have sex.
»Efter at have strittet imod indledningsvis tænke jeg, okay, i det mindste får jeg lov at smutte hjem bagefter«, forklarede Geimer dengang i sit vidneudsagn.
Polanski erkendte sig skyldig i sex med en mindreårig, men flygtede efter halvanden måned i fængslet i USA, da det kom ham for øre, at der ventede ham 50 år i fængsel frem for det forlig, han var blevet stillet i udsigt. Han er aldrig vendt tilbage til USA siden, men har fortsat en produktiv instruktørkarriere med film som Oscar-vinderen ’The Pianist, ’Skyggen’ og ’Carnage’.
I lighed med Woody Allen er den gamle sag blusset op igen i forbindelse med MeToo. Samantha Geimer selv har for længst tilgivet Roman Polanski, har adskillige gange udtalt, at hun ikke synes, han fortjener yderligere straf og anmodet det amerikanske retsvæsen om at lade sagen hvile.
»I 40 år er sagen blevet beskrevet som ’horribel’ og ’traumatiserende’, men de ord passer ikke på, hvad der skete for mig. Det var uønsket sex, og derfor var det forkert. Men hvis folk kerer sig om mig som et offer for et overgreb, kan jeg ikke se, hvorfor det er nødvendigt at overdrive, hvad der skete«, sagde hun i et interview med Soundvenue i 2018.
Luc Besson – et af fransk films absolut største navne med film som ’León’, ’Det femte element’ og ’Taxi’ på cv’et – blev af skuespilleren Sand Van Roy, som han havde et on-off -forhold til gennem to år, anklaget for voldtægt i 2018.
Anklagerne droppede ifølge The Guardian sagen i februar 2019 på grund af manglende beviser, mens en appel til Frankrigs højeste domstol siden også blev afvist. Van Roy har udtalt, at hun vil tage sagen videre til den europæiske menneskerettighedsdomstol.
En meget ubehagelig mand
Pædofile voldtægtsforbrydere. Velkommen til Venedig!
Men så enkelt er det måske ikke. Selvom fristelsen er stor for at male et samlet billede af en festival, der lader hånt om ofre og almindelig moral som et eklatant udtryk for filmverdenens beskyttelse af deres mest feterede navne uden skelen til deres ugerninger, bør man insistere på, at de tre sager ikke behandles kollektivt.
De er nemlig meget forskellige, og ingen af dem besidder (endnu) så klokkeklare konklusioner som Harvey Weinstein og Bill Cosbys grufulde fortilfælde.
Woody Allen er ikke, som mange andre MeToo-gerningsmænd, under lup for at være serieforbryder. Og vi kommer aldrig til bunds i, præcis hvad der foregik dengang. Man kan finde argumenter, der peger i retning af, at han er skyldig, og lige så mange der peger i den modsatte retning.
Roman Polanski er en dømt seksualforbryder. Men hans sag rejser et retsligt og moralsk spørgsmål om tilgivelse og straf. Sagen er et halvt århundrede gammel, og ofret har for længst tilgivet ham. Det er næppe for hendes skyld, at man skal ønske ham fjernet fra filmoverfladen.
Til gengæld har fem andre kvinder stået frem med anklager om seksuelle overgreb mod ham, hvilket unægtelig giver indtryk af en meget ubehagelig mand, som jeg ikke skal gå mange mil for at forsvare for sig.
Også Luc Bessons sag er svær at finde hoved og hale i, men foreløbigt er den altså blevet afvist af de franske domstole. Besson indledte et forhold med barneskuespilleren Maïwenn, da hun var blot 15 år – de var sammen i seks år derefter – og han fremstår på ingen måde som en engel. Men er det nok til, at han skal cancles, ud fra hvad vi ved lige nu?
MeToo-krænkernes rockerklub
At rejse det spørgsmål er ikke et anslag mod MeToo-bevægelsen, det vigtigste seismiske skifte i vores kultur i nyere tid, der er et længe ventet opgør mod årtiers patriarkalske og sexistiske paradigme. En revolutionerende bevægelse, der har skabt reel forandring, gjort de fleste af os klogere og forflyttet fokusset fra gerningsmændene til ofrene på en helt afgørende måde.
Det er omvendt også en debat, man kan rejse uden at abonnere på den udbredte holdning, at man skal holde kunstnernes privatliv fuldkommen adskilt fra deres værker. Hvis status quo skal nedbrydes, må vi også skride ind, så man ikke bare kan opretholde sin succesfulde karriere, når man er fældet som krænker. Uden konsekvenser sker der aldrig en skid.
Men ingen er tjent med, at alle sager med en reminiscens af potentielt overgreb stimles sammen som ét kollektivt billede på systemisk råddenskab. MeToo-forbrydere er trods alt ikke en rockerklub, hvor man kan straffes for det blotte tilhørsforhold. Og den slags forsimplinger gør livet alt for nemt for dem, der mener, at MeToo-bevægelsen er noget pjat.
Man kan sagtens vælge at tage afstand fra Allen, Besson og da især Polanski, men før Venedig-festivalen stemples som et slaraffenland for overgrebsmænd, bør man sætte sig ind i deres individuelle historier og danne sig en mening, én efter én.
Til gengæld kunne man godt drømme om, at flere yngre filmskabere – mænd og især kvinder – fik en stol ved de fine filmfestivalers bord, uden at så mange pladser var optaget af +80-årige instruktører med deres bedste tid bag sig. Men det er en (lidt) anden pointe.
Venedig Film Festival løber 30. august til 9. september.