Samantha Geimer blev kendt som kvinden, der i 1977 som 13-årig blev voldtaget af filminstruktøren Roman Polanski.
Ifølge hendes vidnesbyrd fra retssagen, der fulgte, havde Polanski spurgt Samantha Geimers og hendes mor, der var skuespiller og model, om han måtte tage billeder af datteren til en fotoserie til franske Vogue. Det kom til at foregå i Jack Nicholsons villa, mens moren ikke var hjemme, hvor Polanski og Samantha drak champagne og delte en quaalude, et bedøvende stof i pilleform.
Efter foto-seancen viste Roman Polanski sig at have andre intentioner. Samantha Geimer protesterede og sagde nej, da det stod klart, hvad der skulle til at ske. Og som hun forklarede i sit vidneudsagn: »Efter at have strittet imod indledningsvis tænke jeg, okay, i det mindste får jeg lov at smutte hjem bagefter«.
Polanski erkendte sig skyldig i at have haft sex med en mindreårig under retssagen i 1979, men flygtede efter 42 dage i fængsel fra USA, da det kom ham for øre, at dommeren i stedet for den forligsaftale om en betinget dom, han var blevet stillet i udsigt, ville gå efter at sætte ham 50 år bag tremmer. Siden har han aldrig villet rejse tilbage af frygt for at blive arresteret. I 2009 blev han tilbageholdt og anholdt af schweizisk politi i forbindelse med sagen og endte med at sidde i husarrest i en periode, imens amerikanske myndigheder forlangte ham udleveret.
Vil rense luften for misforståelser
Samantha Geimer har flere gange fortalt, at hun for længst har lagt sagen bag sig og har tilgivet Polanski, og hun har udtalt, at hun mener, at filminstruktøren ikke burde stå til yderligere straf, end hvad han allerede har afstået.
I 2014 udgav hun sin selvbiografi ’The Girl: Life in the Shadow of Roman Polanski’. Her fortæller hun om sine oplevelser med medier og advokater i USA, der i årevis har udnyttet hende og filminstruktøren for egen vindings skyld, og hun har flere gange (senest i 2017) opfordret det amerikanske retsvæsen til at droppe sagen, så alle involverede kan komme videre.
»Mediernes interesse for mig kommer og går. Typisk handler det om Roman Polanski. I øjeblikket skyldes det MeToo og alle sagerne fra Hollywood. Tidligere var opmærksomheden mere frygtindgydende for mig. I dag prøver jeg at gøre en positiv forskel for at rense luften for de mange misforståelser, og måske kan det hjælpe andre mennesker i en lignende situation, som jeg har stået i«, fortæller 54-årige Samantha Geimer over en Skype-forbindelse fra hendes bopæl på Hawaii, da vi ringer til hende for at få hendes syn på netop MeToo, og hvordan hun mener, at hendes egen overgrebshistorie fremstår i lyset af den aktuelle debat.
Ofre skal forblive ofre
Du gik for nylig ind i en diskussion på Twitter med en skribent fra The Guardian, der havde skrevet en artikel om din sag. Hvorfor var du utilfreds med artiklen?
»Det, hun skrev, var ikke fakta. Så bad hun mig sige, hvad der skulle rettes, men det må hun selv finde ud af. Jeg har skrevet en bog om hændelsen, og historien er blevet fortalt massevis af gange. Hun beskrev voldtægten på en nærmest pornografisk måde, og jeg bryder mig ikke om at blive kastet under bussen som et objekt. Jeg ser ingen grund til at udelade fakta og detaljer, men jeg foretrækker, at man beskriver det mere klinisk end slibrigt og overdrevet for underholdningens skyld.
I 40 år er sagen blevet beskrevet som ’horribel’ og ’traumatiserende’, men de ord passer ikke på, hvad der skete for mig. Det var uønsket sex, og derfor var det forkert. Men hvis folk kerer sig om mig som et offer for et overgreb, kan jeg ikke se, hvorfor det er nødvendigt at overdrive, hvad der skete«.
Hvad skyldes behovet for overdrivelse, tror du?
»Det er for at sælge aviser og for at komme et skridt foran som journalist. Men jeg ser det i endnu højere grad blandt ’aktivistiske’ stemmer i debatten. Hvis vi bruger mig som eksempel – men jeg tror, det gælder for mange andre, der har været udsat for seksuelle overgreb – så bliver jeg omtalt som et offer, og hvis jeg siger, at jeg er kommet videre, får at jeg at vide, at det kan jeg ikke være. De er ligeglad med ofret, men bruger kun det berørte individ til at styrke deres egen sag og position«.
Du skelner mellem at være et offer og et offer for et overgreb. Hvorfor er det vigtigt?
»Ofre skal forblive ofre for altid. Du skal blive ved med at udstille, hvor stor en skade et overgreb har forvoldt dig. Hvis du ikke har taget nok skade, var det, der skete imod dig, ikke forkert. Men seksuelle krænkelser og overgreb er forkert. Også selvom du ikke traumatiseres i den grad, som folk forventer. Det fjerner ikke ansvar fra den person, der begår overgrebet.
Folk bliver vrede, når man fortæller dem, at man er okay. Et offer for et overgreb bør opmuntres til at komme videre i sit eget tempo, og så er der selvfølgelig også tilfælde, hvor folk aldrig kommer over det. Men hvis du kendte en, der havde været udsat for et seksuelt overgreb, ville du så ikke ønske for dem, at de fik det bedre?«.
Lad være med at gå efter Tarantino
Samantha Geimer har på det seneste blandet sig i debatten om MeToo (blandt andet på sin blog), og hun skabte overskrifter, da hun bakkede op om et brev fra en række fremtrædende kvinder fra fransk kulturliv, der gav udtryk for, at bevægelsen havde taget overhånd og risikerede at få negative konsekvenser.
MeToo er en god ting, mener Samantha Geimer. Personer, der har været udsat for overgreb og seksuelle krænkelser, har brug for al den støtte og solidaritet, de kan få. Men hun mener, at det markante fokus på berømtheder er skævt. Bevægelsen skal slå rod i hele samfundet – ikke kun som jagt på gerningsmændene i Hollywood.
»Der er kvinder i farlige forhold alle mulige steder og kvinder og mænd, der bliver krænket og nedgjort på deres arbejdsplads, som ikke har nogen berømtheder at give skylden. Hvis det blot handler om at få skovlen under skuespillere fra Hollywood og politikere, som folk ikke bryder sig om i forvejen, mener jeg ikke, at det gør os klogere på hinanden«.
Hvor ser du eksempler på, at den udvikling har taget overhånd?
»Det er slemt at følge med i, hvad der foregår i nyhedsudsendelser og talkshows i USA for tiden. Alle leder efter slagsmål i stedet for en måde at komme videre og finde fælles grund. Tag eksemplet med Quentin Tarantino for mit eget vedkommende. Han sad i radioen hos Howard Stern og talte om, at jeg var med på den, så derfor var det ikke voldtægt. Du ved, han var en nar at høre på.
Så ringede han til mig og gav mig en undskyldning og fortalte, at han bare forsøgte at sige noget kontroversielt i radioen. Han tænkte ikke på, at jeg var et menneske. Netop, sagde jeg! Vi er alle mennesker, og nu kommer de efter dig. Lad være med at bruge, hvad der skete imod mig, til at gå efter Tarantino. Mennesker begår fejl og har andre mennesker, der føler for dem, så lad os prøve at undgå at være nogle røvhuller«.
»Min mor var modig«
Du har fortalt i interviews, at dengang du voksede op, var sex »bare sex«. Det er det ikke længere?
»Siden 70’erne er der sket meget. Der var mere seksuel frihed dengang. Det var før Aids. Teenagepiger var også mere seksualiserede, som man kunne se i film som ’Taxi Driver’, ’Pretty Baby’ og ’Manhattan’. Når folk i dag kigger tilbage på, hvad der skete dengang, fremstår det mere chokerende, end det oplevedes i sin tid.
Den puritanske strømning i amerikansk kultur er i hvert fald ikke gået i en mere progressiv retning siden da. I dag siger vi til unge mennesker, at sex er en dårlig ting, som kan risikere at forandre dem negativt. Men det er altså ikke sådan, at dit hjerte, dit sind og din sjæl lever i din vagina, og hvis nogen berører den, er du ødelagt som menneske«.
Men hvad voldtægt angår, så bliver mange ofre jo traumatiseret?
»Bestemt. Det, der skete i mit tilfælde, var anderledes. Jeg så det ikke som noget, jeg ville lide skade af. Folk vil så få det til at se værre ud, fordi Roman Polanski var involveret. Hvorfor bruge energi på at forlange, at Polanski skal bag lås og slå, når der er kvinder i fare i folks eget nabolag? Jeg mener, at vi bør blive mere præcise i vores sprog, når vi omtaler overgreb. Det, han gjorde imod mig, var forkert, og han fik også sin straf. Men det skal ikke sammenlignes med mænd, der tvinger kvinder ind i biler og voldtager kvinder gentagende gange«.
Hvordan ser du på MeToo-sagerne, som er foregået mange år tilbage?
»Sandheden er altid sand. Det må være folks eget valg, hvornår de vil stå frem. Jeg havde ikke et valg. Min mor ringede til politiet den nat, det var sket. Jeg fortalte det ikke. Min søster overhørte mig. Der er konsekvenser, uanset om du står frem eller ej. Men hvis du står frem med din historie, 20 år efter det er sket, må du acceptere, at der vil sidde mennesker derude, som ikke vil tro på din historie. Men jeg vil aldrig sige til nogen, at de ikke skal stå frem mange år efter.
Jeg er dog ikke tilhænger af, at man hopper med på vognen i en sag mange år efter, blot fordi det pludselig er belejligt, som vi ser med skuespillere, der nu fortæller, at de fortryder at have arbejdet sammen med den og den instruktør. Som om det skulle være særligt modigt. Det, min mor gjorde, var modigt. Da hun ringede til politiet, smadrede det alle muliges liv. Vi gik igennem hårde tider i medierne og med retssagen i min familie.
Folk bør tale frit, men hvis det blot handler om at få folk ned med nakken, er det destruktivt. Eksempelvis historien om Aziz Ansari, hvor der var tale om en dårlig date. Selvom kvinden er anonym, mener jeg, at vedkommende, der skrev historien, udnyttede både hende og Ansari på opportunistisk vis«.
Og kvinder skal også blive bedre til at tage ansvar, mener du?
»Ja, kvinder skal stå op for sig selv og lære at sige nej og sige fra over for tanken om, at vi blot er hjælpeløse ofre. Verden er ikke bare udgjort af monstre og ofre. Hvis vi vil være ligeværdige, skal vi også stå op for os selv. Du behøver ikke at tage med op på et hotelværelse for at tage et møde med en fremmed mand. Uden at udskamme og bebrejde ofre kan vi godt opfordre kvinder til at beskytte sig selv bedre.
Selvom 99 procent af mænd er ordentlige, så er der altid dårlige mennesker i verden. Det skader ikke at være klog og beskytte sig, hvis man møder undtagelsen. Jeg går også ud fra, at der vil være færre møder på hotelværelser i filmbranchen fremover«.
Hvad du tænker om, at Netflix og HBO eksempelvis fjerner materiale af komikeren Louis C.K. oven på afsløringer om ham?
»Det bryder jeg mig personligt ikke om, og det ligger i forlængelse af en type af aktivisme, jeg er modstander af, hvor man forlanger, at kunstneres arbejde skal gøres utilgængeligt for alle på grund af en eller anden sag.
Hvis du ikke bryder dig om Louis C.K., så lad være med at se hans show. Hvis du ikke bryder dig om Roman Polanski, så lad være med at se hans film. Men at forlange, at andre ikke må se hans film, er ikke frihed, men censur. Personligt har jeg ikke købt et sladderblad, siden den dag Prinsesse Diana døde. Jeg forlanger ikke det samme af andre. Det må de gøre op med deres egen moral«.
Læs også: Hollywood historiske krænkelsesskandaler, der fik enten få eller ingen konsekvenser