Den kendte Afdeling Q udforsker solskinsøens skyggesider, når Jussi Adler Olsen-filmseriens næste kapitel rammer skærmen med ‘Den grænseløse’.
Da Carl Mørck, Rose og Assad bliver sat til at opklare en gammel sag om en myrdet kvinde på Bornholm, kommer de samtidig i kontakt med en uhyggeligt spirituel kult, der har Joachim Fjelstrup som den magnetiske leder Atu.
Første teasertrailer er netop landet, og her dukker der døde kvinder op i træer og på klippesten, mens folk i farverige rober tilbeder solen.
Ulrich Thomsen og Sofie Torp får nyt trio-selskab i form af Afshin Firouzi, der overtager rollen som Assad, som i forrige film, ‘Marco Effekten’, blev spillet af Zaki Youssef. Firouzi har tidligere kunne ses i DR-serien ‘Fredløs’ og hospitalsserien ‘Dag og Nat’ på TV 2. Derudover får Torps Rose en mere bærende rolle.
Erfarne Christian Ole Madsen, der er kendt for ‘Flammen & citronen’, ‘Superclasico’ og senest ‘Krudttønden’, har overtaget instruktørstolen efter Martin Zandvliet mens Jakob Weis (‘Toves værelse’, ‘Den tid på året’) står bag manuskriptet.
I det resterende cast finder man Helle Fagralid, Rasmus Bjerg, Søren Malling og den svenske skuespiller Hedda Stiernstedt.
‘Den grænseløse’ får premiere 1. februar.