»Elvis er en creepy groomer i Sofia Coppolas bedste film i 13 år«.
Det rapporterede Soundvenues filmredaktør fra årets filmfestival i Venedig, hvor Coppolas ventede ‘Priscilla’ fik verdenspremiere.
Nu er filmens trailer endelig landet, hvor vi ser den kun 14-årige Priscilla Beaulieu blive introduceret verdens største rockstjerne. Et møde der viser sig at blive både livsændrende og skæbnesvangert.
De bliver forelskede, gift og stifter familie, men det viser sig også hurtigt, at kongen af rock udøver en ubehagelig form for kontrol over sin unge brud.
Forventningerne er i top, efter filmens strålende modtagelse i festivalsammenhæng. Her er det især korrektivet til myten om Elvis, som sidste år var omdrejningspunkt i Baz Luhrmanns ‘Elvis’, der vækker opsigt, samt de unge stjerner ‘Euphoria’s Jacob Elordi og det unge talent Cailee Spaeny.
I Venedig vandt den kun 25-årige skuespiller, der tidligere har medvirket i ‘Bad Times at El Royale’, festivalens pris for bedste kvindelige skuespiller.
Coppolas film er baseret på Priscilla Presleys memoir ‘Elvis and Me’, derudkom i 1985. Filmen er produceret af A24, som ‘Lost in Translatation’-instruktøren har samarbejdet med på sine sidste to film ‘On the Rocks’ og ‘The Bling Ring’.
‘Priscilla’ er sat til international premiere 3. november, men der er endnu ingen dansk premieredato.