1. Spærret inde med en undertøjsmodel
Fra seriens start viste Matthew Perry sin evne til at bringe humor og dybde til rollen som Chandler Bing.
I seriens syvende afsnit er der blackout i New York, og næsten alle vennerne mødes til stearinlys, sexhistorier og guitarspil i Monicas lejlighed.
Imens bliver Chandler spærret inde i en ATM med ingen ringere end Victoria’s Secret-modellen Jill Goodacre. Enhver mands drømmescenarie. Dog får det Chandler til at blive endnu mere selvbevidst end normalt, og han har en længere, meget underholdende indre monolog om, hvad han skal sige, og hvorvidt han skal takke ja til tyggegummi og blæse bobler med drenget charme.
Det ender (naturligvis) galt.
Chandlers akavede interaktioner med Jill understreger noget af det, der gør hans karakter så elskelig og genkendelig: Selv i de mest uvante situationer evner han at finde den humoristiske side af tingene, hvilket Matthew Perry mestrede til perfektion.
‘The One with the Blackout’: Sæson 1, afsnit 17
2. Et venskab forankret i lænestole
Der er få sitcom-venskaber, der har fået den legendariske status, som Chandler og Joey har.
I afsnittet ‘The One Where Ross and Rachel… You Know’ skal Rachel og Ross på deres første date sammen, men sideløbende med det plot spirer en endnu dybere relation: en vaskeægte bromance.
Joey og Chandler nægter at rejse sig efter at have anskaffet sig nye lænestole og et tv. Gennem hele denne episode forlader de ikke stolene én eneste gang efter først at have sat sig i dem i åbningsscenen. Og udover et godt grin bliver stolene det forseglende ritual for deres venskab.
‘The One Where Ross and Rachel… You Know’: Sæson 2, afsnit 15
3. Chandler i en kasse
Venskabet mellem Joey og Chandler har dog også budt på mere alvorlige øjeblikke.
Efter Chandler bekender til Joey, at han har kysset hans kæreste, Kathy, beslutter Joey sig for at straffe ham på en uortodoks facon: Chandler skal tilbringe Thanksgiving i stilhed i en stor kasse, mens vennerne spiser middag. Så kan han tænke over, hvad han har gjort.
Perry beviste, at han kunne stjæle al opmærksomheden, selv afsondret til en kasse i hjørnet. Først tager Chandler ikke straffen alvorligt og kommer med et væld af sine signatursarkastiske bemærkninger til vennerne fra kassen. Men da det går op for ham, hvor meget det betyder for Joey, holder han sit tavshedsløfte.
Selv da Kathy dukker op for at gøre det forbi med Chandler, siger han intet. Joey ender med at lade ham komme ud af kassen, så Chandler kan løbe efter hende. Det gør han, men ikke før de to bedste venner har krammet det ud i en oprigtigt rørende scene.
‘The One with Chandler in a Box’: Sæson 4, afsnit 8
4. En ikonisk sofaflytning
Et lille øjeblik i ’Friends’ er blevet en obligatorisk reference, hver gang nogen skal flytte.
I afsnittet ’The One With The Cop’ skal Ross flytte i ny lejlighed. Til det har han købt en ny (kæmpe)sofa, og nægter at betale for leveringsomkostninger. Han rekrutterer Rachel til at hjælpe med at flytte sofaen, og hun tager Chandler med til opgaven.
Som de manøvrerer sofaen op ad trappen, skriger Ross »Pivot! Pivot! Pivot!«, hvor en frustreret Chandler svarer: »Shut up! Shut up! Shut up!«. Alle, der har hjulpet en irritabel ven med at flytte, kan relatere.
Perrys fysiske komedie er i top, da han mases mellem sofaen og trapperæling. Men scenen viser også kemien mellem vennerne, der perfekt spiller op til hinanden og gør noget så banalt som at flytte en sofa til et ikonisk øjeblik.
‘The One with the Cop’: Sæson 5, afsnit 16
5. Chandler vs. Phoebe
Nok var Chandlers bedste ven Joey, men en sjælden interaktion mellem Phoebe og Chandler blev én af seriens sjoveste og endte med et lige så sjældent sårbart øjeblik fra sarkasme-mesteren.
I afsnittet ‘The One Where Everybody Finds Out’ finder Rachel og Phoebe ud af, at Monica og Chandler har et hemmeligt forhold, og beslutter sig for at få dem til at gå til bekendelse. Men Chandler og Monica ved også, at Rachel og Phoebe kender til deres forhold, og giver igen.
Ikke alene gav afsnittet en masse ikoniske og småforvirrende »De ved ikke, at vi ved, at de ved«-replikker, men komikken kulminerer, da Phoebe forsøger at forføre Chandler, mens Monica gemmer sig på badeværelset og Rachel ude på gangen.
Deres date er perfekt akavet, som de begge nægter at give efter for den anden. Det er åbenlyst, at Kudrow og Perry har haft svært ved at holde masken under scenen, og man ser dem flere gange næsten bryde under det akavede optrin.
Da de skal til at kysse, kan Chandler ikke holde til mere og erklærer sin kærlighed til Monica foran alle vennerne. Hans erklæring er ukarakteristisk oprigtig, og det går op for de andre, at forholdet ikke bare er en flirt, men ægte kærlighed.
‘The One Where Everybody Finds Out’: Sæson 5, afsnit 14
6. En sjælden sårbar side
Det er sjældent, at Chandler er den plotdrevne karakter i et afsnit, men ‘The One Where Heckles Dies’ er jokesteren midtpunktet. Og i en endnu større sjældenhed får vi et kig ind i Chandlers sårbare side.
Da Monica og Rachels underbo, den gnavne Mr. Heckles (Larry Hankin), uventet dør, arver de alle hans ejendele. Imens de hjælper med at rydde op i hans lejlighed, finder Chandler ud af, at han har overraskende meget til fælles med Mr. Heckles: Begge blev betragtet som klassens klovn, og begge afslog kvinder på grund af små skavanker, som for eksempel stort tandkød eller i Chandlers tilfælde brede næsebor.
Chandler går fra at frygte ensomhed til erkendelsen af, at han ikke skal følge Heckles’ skæbne. Afsnittet bliver overraskende eksistentielt, men bliver konstant bragt ned på jorden igen, især takket være Chandlers tørre humor og evne til at bruge vittigheder som et skjold mod følelsesmæssig sårbarhed.
‘The One Where Heckles Dies’: Sæson 2, afsnit 3
7. Seriens måske mest romantiske øjeblik
Nok synger Johnny Deluxe ‘Du er min Rachel, jeg er din Ross’, men dem, der har fulgt ‘Friends’ tæt, ved, at forholdet mellem Monica og Chandler er det parforhold, man burde stræbe efter.
I sjette sæsons finaleafsnit ryger seerne med på en følelsesmæssig rejse, hvor Chandler gør sit yderste for at overraske Monica med et frieri. Hans strategi er dog risikabel: Han lader bevidst, som om han ikke har nogen intentioner om at blive gift, hvilket er en plan, der virker alt for godt. Han er så overbevisende i sin facade, at han skubber Monica direkte tilbage til hendes gamle flamme, Richard.
Afsnittet er fyldt med misforståelser, og både karaktererne og seerne føres gennem en emotionel rutsjebane. Alt kulminerer i det øjeblik, hvor de to endelig frier til hinanden, hvilket uden tvivl står som et af seriens mest rørende og romantiske øjeblikke.
‘The One with the Proposal’: Sæson 6, afsnit 25
8. De allersidste ord
Chandler har altid det sidste ord i serien, især under de mere alvorstunge øjeblikke. Som han selv siger i serien: »Jeg laver jokes, når jeg føler mig utilpas«.
Og også seriens allersidste ord i 2004 gik til Chandler. Hvilket Matthew Perry selv insisterede på, skriver han i sin memoir ‘Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing’.
»Før det sidste afsnit tog jeg Marta Kaufmann (seriens medskaber, red.) til side og sagde, ‘Ingen andre end mig går op i det her. Så må jeg ikke nok få den sidste replik?’«, skrev Matthew Perry i bogen.
I seriens sidste scene af ‘Friends’ er de seks venner samlet i Monicas lejlighed, som Monica og Chandler er ved at forlade for at flytte til forstaden med deres tvillinger. Lejligheden er tom, og de tænker tilbage på de mange minder, de har delt.
Som et symbol på at sige farvel lægger de alle deres nøgler til lejligheden på køkkenbordet, og Rachel foreslår, at de skulle tage en kaffe sammen, hvortil Chandler svarer: »Hvor?«
‘The Last One’: Sæson 10, afsnit 17
‘Friends’ kan ses på HBO Max.