‘Friends’-stjerne Matthew Perry er død

‘Friends’-stjerne Matthew Perry er død
Matthew Perry i 2016. (Foto: David M. Benett/Dave Benett/Getty Images)

Matthew Perry er død, 54 år. Det skriver Los Angeles Times på baggrund af kilder i politiet.

Dødsfaldet er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, men flere amerikanske medier skriver, at skuespilleren bag Chandler Bing i ‘Friends’ er blevet fundet livløs i sit hjem i L.A.

Og Warner Bros. og tv-kanalen bag ‘Friends’, NBC, har kommenteret dødsfaldet, så desværre må nyheden anses for at være troværdig. Dødsårsagen er endnu ikke blevet beskrevet.

Matthew Perry var en af de seks elskede fastede skuespillere i verdens måske mest berømte sitcoms, der løb over 234 afsnit i årene 1994-2004. Holdet mødtes til en meget omtalt reunion i 2021.

Perry har – særligt i forbindelse med selvbiografien ‘Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing’ fra sidste år – været åben omkring sit voldsomme misbrug af alkohol og piller i en lang periode.

Hans afhængighed af opioider kostede ham næsten livet, da hans tyktarm brast i en alder af 49. Ifølge Perry gav lægerne ham to procent chance for at overleve, men han klarede mirakuløst skærene efter en lang periode på hospitalet og i koma.

Længe inden havde han kæmpet med alkoholmisbrug – faktisk allerede da han som 24-årig blev en del af ‘Friends’-castet.

Matthew Perry i 1995. (Foto: Ron Davis/Getty Images)

Da de optog serien, var der dage, hvor han indtog 55 vicodiner, metadon, Xanax og drak en hel flaske vodka. Han har fortalt, at der var tre af årene med indspilninger af ‘Friends’, som han dårligt nok husker.

Og da han var castet til Adam McKays Netflix-film ‘Don’t Look Up’, kostede en overdosis ham næsten livet, så han måtte droppe ud af projektet.

Da selvbiografien udkom sidste år, udtalte han:

»Jeg ville gerne vente med at dele, til jeg var sikker på, at jeg ikke vendte tilbage til den mørke side igen. Jeg måtte vente, til jeg var sikker på, at jeg ville forblive ædru og væk fra den sygdom, alkoholmisbrug er. Jeg mener også, at min historie kan hjælpe andre«.

Misbruget forhindrede Perry i at bygge en stor karriere op uden om ‘Friends’. Den udmærkede ’10 fod under’ var filmhøjdepunktet.

Matthew Perry efterlader sig til gengæld en arv med en af de bedste og skarpeste komiske præstationer i en tv-serie nogensinde som den dybt sarkastiske, men på bunden godhjertede Chandler.

»Han bragte så meget glæde til hundredvis af millioner af mennesker rundt omkring i verden med hans perfekte komiske timing og tørre vid. Hans arv vil leve gennem utallige generationer«, lyder det fra tv-kanalen NBC i en udtalelse ifølge Variety.

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med