’Friends: The Reunion’: Årets mest ventede genforening er en rygklappende hyggeklub
Jeg havde egentlig ikke specielt høje forventninger til den hypede ‘Friends’-reunion, der mest virkede som en kynisk strategi til at tiltrække seere til HBO’s nylancerede streamingtjeneste HBO Max, og som man kan mistænke de seks stjerner for primært at deltage i på grund af den klækkelige betaling.
Men mens jeg i et par dage gik rundt og ventede på at få adgang til særafsnittet, tog min indre fangirl over, og jeg trykkede på play med sommerfugle i maven. Endelig skulle jeg tilbringe 104 minutter i selskab med mine gamle venner, som har været en sikker garant for grin, tårer, hygge og trøst, siden jeg var 10-11 år.
Mit ukritiske tween-jeg var næppe blevet skuffet over ‘Friends: The Reunion’, der i den grad leverer på nostalgien. Men mit analytiske voksen-jeg må simpelthen slå i bordet og sige, at den her omgang overfladiske og rygklappende miskmask ikke er godt nok.
Afsnittet starter ellers meget fint med, at de seks skuespillere en efter en kommer ind i deres gamle studie og går rundt og mindes de gode gamle dage på optagelserne. Gensynsglæden både over for de andre og omgivelserne virker oprigtig, og selvom der er lovlig mange tårer, er det immervæk hyggeligt at se de gamle venner mødes og fortælle historier – der dog sjældent kommer ud over »kan du huske dengang…?«-niveauet.
Men når man selv har følt sig som den syvende ven hjemme i stuen, føles det godt at mærke skuespillernes tætte bånd i virkeligheden, og at de lynhurtigt falder naturligt tilbage til den jokende og kærlige omgangstone.
I en række table reads af udvalgte scener beviser skuespillerne også, hvor let de har ved at falde tilbage i deres karakter. Særligt Jennifer Aniston og Lisa Kudrow rammer deres replikker på sømmet, og det er en fornøjelse at høre Kudrow skrige »My eyes! My eyes!« med præcis samme hysteriske chok, som da Phoebe oprindeligt opdagede, at Monica og Chandler havde sex fra Ugly Naked Guys vindue. Uden at udskamme de andre skuespillere er Kudrow også den, der ligner sig selv mest.
Mindre vellykket er talkshowdelen, hvor vært James Corden stiller ufarlige og overfladiske spørgsmål som »hvad er din favoritepisode« og »var Ross og Rachel på pause?« uden at lade skuespillerne uddybe deres svar nævneværdigt.
Endnu værre går det, når han introducerer gæstestjerner, der nærmest kun får lov til at vinke til kameraet, før de gennes ud igen. Hvorfor for eksempel introducere Tom Selleck, når man ikke lader ham sige et eneste ord om sin ikoniske rolle som Monicas ældre kæreste, Richard?
Også skuespillerne bag afholdte karakterer som Janice, Gunther, Monica og Ross’ forældre og Mr. Heckles havde fortjent mere tid, som instruktør Ben Winston passende kunne have fundet ved at droppe de indslag, hvor tilfældige berømtheder som David Beckham, Kit Harington, Malala og Mindy Kaling fortæller om deres yndlingsscener. But why?
Så er det sjovere, når vennerne bliver udfordret i quiz om serien som hilsen til det geniale afsnit fra fjerde sæson ‘The One with the Embryos’, hvor Rachel og Monica taber deres lejlighed. Det udslagsgivende spørgsmål om Chandlers arbejde volder sjovt nok stadig problemer.
Det er interessant at høre seriens skabere David Crane og Marta Kauffman samt producer Kevin Bright fortælle om seriens fødsel og castingprocessen, selvom der for hardcore fans ikke vil være nye oplysninger, og interviewsene igen er præget af selvros.
Genforeningen er den rene hyggeklub, hvilket er forventeligt, men også ærgerligt. Det havde klædt programmet at italesætte nogle af de kritikpunkter, der har lydt i de senere år omkring blandt andet manglende racediversitet og homofobiske jokes. På samme måde ligger Matthew Perrys problemer med misbrug, som han tidligere har fortalt om, usagt i luften, da han for eksempel fortæller, at han var usundt optaget af at få publikum til at grine og følte, han skulle dø, når det ikke lykkedes. »Det vidste vi ikke«, kommenterer Lisa Kudrow omsorgsfuldt, inden vi lynhurtigt er videre.
I det mindste kunne afsnittet have gået ind i nogle lidt dybere samtaler om seriens temaer, og hvad den kan. Jeg sætter selv ‘Friends’ på for at hygge mig, men seriens styrke er netop blandingen af komik og patos, og at serien også handler om alvorlige eksistentielle emner som karrierevalg, barnløshed, skilsmisse og selvfølgelig den svære kærlighed.
Men hey, det er da også hyggeligt at hilse på Joeys håndtvilling og høre Phoebe synge ‘Smelly Cat’.
Kort sagt:
Den overhypede ‘Friends: The Reunion’ er et nostalgisk gensyn med hele verdens seks bedste tv-venner, der dog aldrig løfter sig fra en hyggeklub og vægter en overflod af gæstestjerner over dybde.