‘Wednesday’-stjerne Jenna Ortegas næste filmrolle har en noget anden tone end Netflix’ ungdomshit, der satte ild til hendes stjernestatus sidste år.
I familiedramaet ‘Finestkind’ spiller hun en narkohandler, der bliver del af en hårdtprøvet fiskerfamilies kriminelle sidegesjæft.
Traileren er netop landet, hvor vi møder to brødre, spillet af Ben Foster (‘Hell or High Water’) og Toby Wallace (‘Milla’), der vender tilbage til familievirksomheden i Massachusetts efter skæbnesvangre hændelser. Fiskerfamiliens fader og overhoved bliver spillet af Tommy Lee Jones.
‘Finestkind’ er instrueret af Brian Helgeland, der vandt en Oscar for manuskriptet på ‘L.A. Confidential’. Sidenhen har han ført pennen på ‘Mystic River’, ‘Man on Fire” og senest den undervældende Netflix-film ‘Spenser Confidential’ med Mark Wahlberg, mens han som instruktør har stået bag ‘A Knights Tale’ og ‘Legend’.
‘Finestkind’ har desuden Taylor Sheridan som producer, der står bag det massivt succesfulde tv-fænomen ‘Yellowstone’.
Jenna Ortega var senest aktuel i den anden film i rebootet af ‘Scream’-serien. Derudover genoptager hun sin rolle i anden sæson af ‘Wednesday’ på Netflix.
‘Finestkind’ får premiere på den amerikanske streamingtjeneste Paramount+ 15. december. Hvornår den kan ses i Danmark vides ikke.