’Scream 6’: Ghostface in the City er morderisk underholdende
Hvor længe kan man drive rovdrift på en slasherfranchise, før morderen får sidestik?
Når det gælder højt skattede ’Scream’, er svaret oven på den sjette film i rækken et rungende … længere endnu, tak!
Gysermesteren Wes Cravens metakække original genoplivede ikke blot genren tilbage i 1996, den skabte et uimodståeligt underholdende ’BH90210’-møder-’Halloween’-univers, der her næsten tre årtier senere er lige så naturstridigt sejlivet ved billetlugerne og i fanhjerterne, som Ghostface er notorisk umulig at besejre med andet end en kugle for panden.
Det cementerede sidste års rasende vellykkede (om end lettere forvirrende betitlede) semi-reboot ’Scream’, der med instruktørerne Tyler Gillett og Matt Bettinelli-Olpin ved roret modigt lod »the core three« Sidney, Gale og Dewey give faklen videre til et sprødt ungt cast med halvsøstrene Sam og Tara Carpenter i front.
Og selvom ’Scream 6’ (5’erens succes aflivede talfrygten) ikke blot er det længste, men også det mest forudsigelige kapitel, så fik tempoet og det karismatiske firløver i centrum – »the core four!« – endnu engang pulsen så højt op i undertegnedes fanhjerte, at spilletiden på 2+-timer føltes som det halve.
Et år efter begivenhederne i Woodsboro er Sam (Melissa Barrera fra ’In the Heights’) og Tara (Jenna Ortega) flyttet til New York, hvor Tara går på universitet, Sam går i terapi, og begge går galt af hinanden i deres vidt forskellige tilgange til at bearbejde traumerne.
Tara vil nyde sin ungdom, mens Sam – datter af etterens morder Billy Loomis – forfølges af grimme internetrygter om, at hun i virkeligheden framede kæresten Richie (Jack Quaid) for Woodsboro-blodbadet.
Dårligt har søstrene skændtes færdig om, at Tara ikke vil tage sin taser med til fest, før Sams kørekort pludselig sejler rundt i en blodpøl på et nyt Ghostface-gerningssted, og hun og Tara inviteres ned på den lokale politistation, hvor efterforskeren Wayne Bailey (Dermot Mulroney) bekræfter, at fanden atter er løs i Elmegade.
Og så er det op til Sam, Tara og overlever-vennerne Chad (Mason Gooding) og Mindy (’Yellowjackets’s Yasmin Savoy Brown) at komme til bunds i, hvem i omgangskredsen der nu er trukket i masken. For selvfølgelig er det altid »someone you know« …
Hvor ’5cream’ (sorry not sorry) forholdt sig direkte til handlingen i den første ’Scream’, går ’Scream 6’ ’Scream 2’ i bedene med mere blandede resultater:
Skønt etteren selvsagt er fyrtårnet, anses toeren fortsat af mange som den bedste af dem alle, hvis dødsens velkoreograferede set-pieces og komisk tv-stjernespækkede rolleliste gjorde den til en regulær event-film (snart sagt hver en 90’er-yngling under 30 var klar til at begå mord for at få en fod inden for på settet).
’Scream 6’ tipper på masken til et væld af forbilledets nøglesekvenser, og selvom Shyamalan’ske twist aldrig har været i ’Scream’s interesse, gør dedikationen det glimtvis for let for hardcore fans at gennemskue, hvad der lurer om næste gadehjørne.
Så så jeg hellere, at man i hyldestens ånd havde kastet flere klejner efter et par kitchede gæsteroller til at forankre miljøet yderligere i det aktuelle film- og serieland, a la ’Buffy’s Sarah Michelle Gellar, ’Dawson Creek’s Joshua Jackson og ’BH90210’s Tori Spelling i toeren.
Kunne man ikke have hyret et ’Euphoria’-ansigt til en enkelt dags arbejde? Eller måske en ’White Lotus’?
Måske budgettet ikke rakte.
I hvert fald rakte det som bekendt ikke til det beløb, som Scream Queen Neve Campbell ville have for at vende tilbage, hvorfor vi for første gang trakteres med en Sidney Prescott-fri fortælling. Plotbump eller ej taler det til ’Scream 6’s overordnede underholdningsværdi og Melissa Barreras hovedrollepræstation, at man ikke sidder tilbage med akut afsavn efter den oprindelige final girl og hendes brune læderjakke.
Giv mig til enhver tid hellere en ’Scream’-film, der går all-in på sine nye helte, end en der slagter sin GOAT, fordi den desperat vil opfinde den dybe tallerken.
Med inklusionen af ’Scream 4’s fanfavorit Kirby Reed (Hayden Panettiere) og gode gamle Gale Weathers (Courtney Cox) på sidelinjen går ’Scream 6’ da heller ikke ned på nostalgi. Men når sidstnævnte brokker sig over, at hun ikke længere kan sælge filmrettighederne til sine Ghostface-bøger, fordi »det hele handler om true crime-miniserier i dag«, spidder hun ’Scream 6’s egen tematiske akilleshæl:
Enhver ’Scream’ indeholder en obligatorisk über-metamonolog, hvori castets filmnørd udpensler ’reglerne’ for den type film, morderen efteraber – slasher, sequel, trilogy, remake, requel.
Her er paraplyen det mere anonyme ’franchises’, til trods for at 1) ’Scream’ har været en franchise i årevis, og 2) at Ghostface bogstaveligt talt snerrer »Who gives a shit about movies?!« inden for filmens første 10 minutter.
Dissekeringen af popkulturens dialog med gysergenren i alle dens afskygninger er ’Scream’s hofmetiér, senest prestigegyseræraen og toxic fandoms, og uagtet at franchises dominerer Hollywood i dag, havde det klædt denne franchises intellekt bedre at tackle eksempelvis true crime-seriernes position over for fiktionsgyset.
Ikke overraskende bruger ’Scream 6’ sine »nye regler« til forsvindende lidt i sidste ende, men! Nu holder jeg med kritikken, før der går rent Skriget i skriveriet.
For fik jeg nævnt, at tiden fløj?
’Scream 6’ kan ikke slå sin forgænger, nej, men den er skræddersyet til en gyseligt god aften i en proppet biografsal, åbningssekvensen trækker en kanin op af hatten med sin red right hand, og instruktørerne får rigeligt sjovt ud af storbykulissen såvel som de mest brutale drab hidtil set – uden at filmen giver køb på sin sorthumoristiske dna, der får gruen til at glide ned.
Du vil aldrig – som i aldrig – have lyst til at stige på metroen under halloween igen.
Klø bare på med 7’eren, Ghostface.
Kort sagt:
Til trods for en vis plotforudsigelighed leverer instruktørduoen bag sidste års vellykkede ’Scream’ (aka. ’Scream 5’) endnu en gedigen popcornsbasker af en morderisk underholdende tilføjelse til gysergenrens MVP-franchise.