1. Streaming: Verdens mindste superhelt på verdens største pik
Det kan i forvejen godt være småtraumatisk at få sin første menstruation, men åbningsscenen i den sortkomiske ‘The Boys’-spinoff ‘Gen V’ tager det til nye højder.
Uden at afsløre for meget findes der ingen tampon med sugeevne nok til den familiekatastrofe, den unge Marie Moreau forårsager, da hun ved samme lejlighed opdager sin overnaturlige evne for blodmanipulation.
Mange år senere forsøger hun at undslippe sin mørke fortid på prestigeuniversitet Godolkin University, hvor hun drømmer om at blive den næste store superhelt. Men som i forlægget viser det lede Vought-konglomerat sig hurtigt at sløre grænserne mellem det gode og onde. Et underholdende og splattet spin på dark academia.
Karaktergalleriets helte og skurke er herligt groteske. Især Maries YouTuber-slof Little Cricket, der kan transformere sig til mikroskopisk via grumme ritualer. Man bør give ‘Gen V’ en chance alene for scenen, hvor hendes tragiske Tommelise ender som fallisk miniature-treehugger på en besat fans pik, der er forholdsmæssigt enorm.
’Gen V’ kan ses på Prime Video.
2. Streaming: David Lynch møder Marvel
Vi fortsætter lidt i superhelteland.
Marvel-trætheden har vel indfundet sig hos de fleste bortset fra de allermest inkarnerede fans, og af den grund lyser serien ’Loki’ desto mere op i superheltemørket med et absurd, gennemført univers, hvor multiversideen pludselig giver krøllet mening.
Sæson 2 holder det høje niveau, måske endda mere til, når Tom Hiddlestons antihelt i direkte forlængelse af første ombæring må få styr på kernereaktoren, der har destabiliseret tiden. Han får igen suverænt charmerende selskab af Owen Wilson, mens Oscar-vinder Ke Huy Quan fortsætter sin modne genfødsel efter ’Everything Everywhere All at Once’.
Det er Lynch eller Terry Gilliam møder Marvel og føles – som Soundvenues Lise Ulrich formulerede det i sine anmeldelse af den nye sæson – »ikke som noget andet, vi nogensinde har set fra MCU«.
’Loki’ kan ses på Disney+
3. Streaming: Netflix’ dyrt indkøbte erotiske thriller
’Fair Play’ blev et stort hit ved premieren på Sundance-festivalen i januar, og Netflix langede resolut 20 millioner dollars over disken for at få filmen i deres fold.
Nu er den erotiske thriller således landet på tjenesten med historien sat i en brutal investeringsvirksomhed, hvor det forelskede par Luke (Alden Ehrenreich fra ’Solo: A Star Wars Story’) og Emily (Phoebe Dynevor fra ’Bridgerton’) holder deres forhold skjult. Et forhold, der sættes på en stor prøve, da en forfremmelse truer deres sammenhold.
Filmen er et moderne bud i genren, der havde sin storhedstid med film som ’Body Heat’ og ’Basic Instinct’ i 80’erne og start-90’erne.
»Det her er et makabert, kynisk, nasty og råt stykke arbejde, og det mener jeg i den bedst mulige forstand«, skrev Chicago Sun-Times’ Richard Roeper i sin anmeldelse.
‘Fair Play’ kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek vores weekend-anbefalinger fra sidste uge.