’Gen V’: Choksatiren i ’The Boys’-spinoff lever på historien om verdens mindste superhelt
’Gen V’ er en underholdende, men selvmodsigende serie.
På den ene side er den barnagtig og overfladisk i sin higen efter at skabe chokerende scener, der kan generere kalorietom opmærksomhed. På den anden side er den en kritik af netop jagten på opmærksomhedsøkonomiens kyniske krav til iscenesættelse og mediemanipulation og andre lange ord og BANG – så var der endnu en tissemand, der sprang i luften.
’Gen V’ udspiller sig i samme univers og tidslinje som ’The Boys’. Der findes mennesker og superhelte. Heltene er syntetisk konstruerede af superserummet Compound V, der ’belønner’ den injicerede med paranormale egenskaber. Nogle er usynlige, andre kan flyve og skyde laser ud af øjnene a la Superman, og andre igen har psykiske kræfter, der kan bøje virkeligheden ad led som knastørt crepepapir.
Modsat ’The Boys’, der beskæftiger sig med konflikten imellem superhelte-VIP-gruppen The Seven og den hævntørstige kollaboration af almindelige mennesker, anført af Karl Urbans Butcher, udspiller ’Gen V’ sig på et universitet for unge superhelte og er således en blanding af college-drama og splatter-satire.
Gen V holder fast i den formular der gjorde den oprindelige serie til mere end exploitation. For i ’The Boys’-universet er superhelte ikke stoiske skikkelser med tynget moral og dydigt spejder-sind, men en samling sexhungrende psykopater, der bliver iscenesat som mediedarlings og reklamesøjler af en gigantisk virksomhed med stort K for Kapitalisme.
Samtidig adskiller ’Gen V’ sig ved at bero sig på et mere menneskeligt islæt. Hovedpersonen hedder Marie Moreau (Jaz Sinclair), og hun kan trylle med blod – en evne, der slog hendes forældre ihjel, da hun fik sin første menstruation. Undervejs møder hun Offbrand-Magneto-helten Andre Anderson (Chance Perdomo), som hele livet er blevet pacet af sin far og forhenværende forbillede – helten ’Polarity’ – men i virkeligheden drømmer om at blive en ’rigtig helt’, hvis magnetisme tiltrækker mere og andet end kameralinsen.
Vi møder også Jordan Li (London Thor/Derek Luh): En skudsikker go-getter med flertalsidentitet, hvis egenskaber indebærer evnen til at transformere sig mellem at være mand og kvinde. Noget, som deres far ikke sætter det mindste pris på, og som efter sigende er ’svært at markedsføre’ – særligt fordi de er asiater.
Det er tydeligt, at ’Gen V’ gerne vil lave ’South Park’-inspireret satire over SoMe-kulturens selviscenesættelse. Altså en slags grovkornet comedy, der indebærer vigtige pointer uden at hæve pegefingeren og fremstå snerpet.
Men i forsøget på at kultivere sin punkede provo-værdi modsiger den samtidig sig selv og bliver henad vejen til det, som den forsøger at påpege problematikken i:
At alt skal være kablam, wow, vildere, højere, ung med de unge og – ikke mindst – fokuseret på sex.
Serien er skabt og produceret af henholdsvis Evan Goldberg og Seth Rogen, der i årevis har beriget os med charmerende pik-og-patter-humor af varierende kvalitet, og ’Gen V’ flyder over dinglende med dillere, men ingen bare babser, og man kan næsten høre den kirkemessende årsagsforklaring:
»Gamle collegefilm havde jo masser af bryster, men ingen tissemænd. Vi vender magtforholdet om på en måde«.
’Gen V’ vil blæse og have mel i munden. Den vil være vild og voldsom som en fuckfinger til korrekthed og smagsdommeri og samtidig respektfuld og nuanceret, hvad angår de tidstunge og mere pirrelige emnefelter: psykiske problemer, spiseforstyrrelser, køn og identitet osv. Det er ikke i sig selv provokerende, at den vælger side, men det gør formatet underligt spaltet imellem satirisk kynisme og samfundssindig omtanke.
En modigere serie ville have turdet at tage pis på det hele. En bedre serie ville tage et klarere valg.
’Gen V’ er til gengæld stærkere i sin menneskelige grundfortælling end ’The Boys’. Angsten for at være ’noget andet end de andre’ er et gennemgående tema, der resonerer med teenage-livets hormonkaos og eksistentielle usikkerhed, der bliver effektivt metaforisk behandlet gennem superhelte-genren. »Hvad nu hvis jeg er et monster?«
Og så er der historiens egentlige hovedperson: Marie Moreaus roommate Emma Meyer (Lizze Broadway), eller Little Cricket, som hun hedder på YouTube, hvor hun har samlet en million følgere på at skrumpe sig ned i tændstikæskestørrelse og lave ’engagerende content’.
Emma har det bare ikke særligt godt. Hun tiltrækker opmærksomhed, men også medynk, had og mennesker, der bare vil udnytte hende. Emmas superkræft har desuden en bagside. For at kunne skrumpe må hun kaste op. For at vokse må hun spise. Metaforikken er til at forstå, men Lizze Broadways intense skuespil gør hurtigt Emmas historie til den, der sidder fast, når man har slukket for skærmen.
Efter tre afsnit ville jeg ønske, at det hele handlede om hende.
Little Crickets sideløbende fortælling efterlader mig med en fornemmelse af, at ’Gen V’ kan blive en rigtigt god serie, hvis den bilægger sin letkøbte kynisme og tør at have noget på hjerte.
For man bliver hurtigt resistent over for de infantile chokeffekter.
Kort sagt:
’Gen V’ er en spaltet serie, der omslutter sin oprigtige ambition med chok, kynisme og splatterhumor. Den handler i virkeligheden om at stå ved sig selv. Det burde den selv stå ved.
Anmeldelsen er baseret på de første 6 afsnit.