1. Biograf: Storslået science fiction
Markedsføringshypen ramte alt og alle forud for premiererne på ’Barbie’ og ’Oppenheimer’, men hvor meget har man lige hørt om ’The Creator’ forud for premieren i torsdags? En visionær science fiction-film med en kæmpe world building og en stor og bredt appellerende krigshistorie relateret til AI og kampen mod og med robotterne, dirigeret af ’Rogue One’-instruktør Gareth Edwards?
Det uanseelige optakt er ofte et forvarsel om en stinker, men Soundvenues Helena Christine Luxhøj hyldede i sin anmeldelse filmen som »en øjeblikkelig klassiker«.
Forhåbentligt vil ordet sprede sig, så noget så sjældent som en original science fiction-film uden forlæg får det publikum, den fortjener.
‘The Creator’ kan ses i biografen.
2. Streaming: Wes Anderson i dugfriskt kortformat
Wes Andersons første film for Netflix er både til dem, der ikke kan få nok af instruktørmesterens signaturstil, og for dem, der har sværere og sværere ved at blive investeret i hans gennemæstetiserede deadpan-universer.
’The Wonderful Story of Henry Sugar’ er nemlig blot 40 minutter som første led i Andersons fire filmatiseringer af forfatteren Roald Dahls historier, som han tidligere har sat levende billeder på i ’Fantastic Mr. Fox’.
Denne første i rækken handler om en mand, der opsøger en guru for at lære at se med lukkede øjne, så han kan snyde i kortspil – præsenteret som en historie i en historie i en historie med tre forskellige voiceovers, hvis man skulle være i tvivl om, at man befinder sig i en Wes Anderson-film.
Selvom der ’kun’ er tale om en kortfilm, går instruktøren ikke på kompromis med hverken æstetik eller legesyge, og med Ralph Fiennes, Benedict Cumberbatch, Dev Patel og Ben Kingsley i hopla er det i det hele taget en sjov og finurlig oplevelse.
’The Wonderful Story of Henry Sugar’ kan ses på Netflix.
3. Streaming: Stjernespækket morgenfjernsyn med storhedsvanvid
Tidens mest spektakulære sæbeopera er tilbage.
Hvis man er træt af serier, hvor der intet sker, skal man bare tænde for ‘The Morning Show’. Tv-landskabets absolutte dramaqueen, der ikke kender nogen grænser.
Jennifer Aniston, Reese Witherspoon og Billy Crudup er tilbage i kulissen af amerikansk morgen-tv, der hvis man skal tro seriens selvhøjtidelighed, er landets absolut mest betydningsfulde og happening nyhedskammer. De laver ikke andet end at minde hinanden om, hvor meget magt de har i endeløse monologer, og det er hul snak fra øverste skuffe.
Alene i de to første afsnit diskes der op med en spektakulært cringe tur ud i rummet, et skandaløst hackerangreb, abortdebat, sexskandaler og ikke mindst Jon Hamm som et hunk-miskmask af virkelighedens Jeff Bezos og Elon Musk, der muligvis vil købe tv-stationen UBA.
‘The Morning Show’ er på ingen måder den bedste serie på markedet, men uden tvivl den, der gør den største indsats.
’The Morning Show’ kan ses på Apple TV+.
Set det hele? Tjek vores weekend-anbefalinger fra sidste uge.