Selvom Marvel Cinematic Universe muligvis viser tegn på træthed – ‘The Marvels’ fik for nyligt den værste åbningsuge for en MCU-film nogensinde – har Disneys superheltefranchise fortsat en lang række film og serier på vej. Og Jon Hamm kunne godt tænke sig at være med i én af dem.
Det fortæller ‘Mad Men’-stjernen i et interview med Screen Rant, der egentlig handler om den nye sæson af ‘Fargo’, hvor Jon Hamm har en af hovedrollerne.
Intervieweren slutter imidlertid af med at nævne ‘X-Men’-karakteren Mister Sinister, som Hamm var på tale til at spille i ‘The New Mutants’ fra 2020. Derefter spørger Screen Rant ind til, om Hamm er kommet tættere på en superhelterolle – måske i MCU?
»Jeg ved det ikke. De beslutninger bliver efterhånden taget på så højt et niveau, helt sikkert over mit løntrin. Jeg ville elske det. Jeg har været fan af Marvel-tegneserier og tegneserier i det hele taget, siden jeg nok var enkeltcifre. Jeg mener, der er tonsvis af fortællinger, som jeg kender til, som stadig er derude og venter på at blive fortalt«, svarer Hamm.
»Forhåbentlig, hvad end deres planer er, inkluderer de mig. Men hvis ikke, så ved jeg, at de har en ret dyb bænk af mennesker, som er klar til at blive en del af de fortællinger. Der er helt sikkert en masse fortællinger i ‘X-Men’-universet, som kan fortælles. Også ‘Fantastic Four’, som Doctor Doom. Der er så mange fantastiske ting derude. Men jeg håber, jeg får chancen. Hvem ved?«.
For nu kan Jon Hamm som sagt opleves i femte sæson af ‘Fargo’, som Soundvenues anmelder Lars R. Knudsen giver fire stjerner og kalder »ekstremt underholdende«.