Mens Martin Scorsese stadig fejrer triumfen med ‘Killers of the Flower Moon’, kan man nu se frem til en serieudgave af en af hans tidligere film, ‘Cape Fear’, skriver Deadline.
Serien skal baseres på thrillerforfatteren John D. MacDonalds oprindelige roman samt filmen fra 1991, hvor Robert De Niro havde hovedrollen som voldtægtsforbryderen Cady, der efter at have afsonet sin dom forfølger sin forsvarsadvokat og river op i hans idylliske familieliv.
Filmen blev instrueret af Scorsese, men oprindeligt udviklet af Spielberg, og begge titaner er involveret i den nye version som producere. Historien var tidligere filmatiseret i 1962 med Robert Mitchum som psykopaten.
I den nye udgave bliver det et advokatægtepar, som forfølges af den hævngerrige forbryder.
Nick Antosca, der tidligere har skrevet true crime-serien ’The Act’, skal agere showrunner på serien, der ifølge en officiel melding bliver en »moderne thriller, der undersøger Amerikas besættelse af true crime i det 21. århundrede«.
Serien bliver Scorsese og Spielbergs første samarbejde om en tv-serie.
Inden da ser vi frem til Spielbergs storstilede krigsserie ‘Masters of the Air’, der får premiere 26. januar.