’Monarch: Lagacy of Monsters’: Det store problem i charmerende monsterserie er … monstrene

’Monarch: Lagacy of Monsters’: Det store problem i charmerende monsterserie er … monstrene
'Monarch: Legacy of Monsters'. (Foto: Apple TV+)

Den nye Monsterverse-franchise startede tilbage i 2014 med Gareth Edwards vellykkede ’Godzilla’, hvor det verdensberømte atommonster hærgede San Francisco – en begivenhed omtalt som G-day.

I alt består franchisen i dag af fem film og serien ’Skull Island’, der havde premiere tidligere i år. Udover Godzilla kredser universet om andre kendte monstre som King Kong, Rodan og Mothra.

Nyeste skud på monsterstammen er serien ’Monarch: Lagacy of Monsters’, der tager os tilbage til tiden efter G-day, hvor det er blevet klart for verdens befolkning, at monstre ikke blot er noget, der hører til i fortællingerne. De eksisterer virkelig, og i Tokyo, hvor serien blandet andet foregår, ser man advarselsskilte, der illustrerer, hvad man skal gøre i tilfælde af et nyt monsterangreb. Monstrene er en uundgåelig del af tilværelsen.

Vi følger Cate (Anna Sawai), der var i San Francisco, da Godzilla gjorde sit indtog. Hun er nu taget til Tokyo, hvor hun ikke bare finder ud af, at hendes far Hiroshi har levet et dobbeltliv og har ageret familiefar i både USA og i Japan. Han har desuden tilknytning til organisationen Monarch, der opsøger, holder øje med og filmer alverdens monstre.  

‘Monarch: Legacy of Monsters’. (Foto: Apple TV+)

Sammen med sin nye halvbror Kentaro (Ren Watabe) og hans veninde May (Kiersey Clemons) begiver Cate sig på jagt efter sin forsvundne far. Det viser sig, at også Monarch har interesse i at finde frem til ham. Det leder dem alle til militærmanden Lee Shaw, der spilles af en yderst veloplagt Kurt Russell. Han er klar på at tage på jagt efter både Hiroshi og Godzilla.

’Monarch’ er heldigvis mere end bare monstre, der smadrer alt på deres vej. Historien udspiller sig i to tidsperioder, hvor den ene er nutiden i kølvandet på G-day. Den anden tager os tilbage til 1950’erne, hvor vi følger den unge Lee Shaw, der meget belejligt og ganske velcastet spilles af Kurt Russells søn, Wyatt Russell. Han følges af monsterforskeren Keiko (Mari Yamanmoto) og Bill Randa (Anders Holm).

Det er en fornøjelse at være i selskab med denne trio og følge deres færd, der er præget af old school-eventyr, da datidens teknologi selvsagt ikke var så udviklet som i dag. Det samme gælder synet på både japanere og kvinder. Keiko er begge dele og må derfor lægge øre til og forsøge at ignorere diverse fordomme. Hvilken hun gør både elegant og charmerende.

Samme fornøjelse er det at følge nutidens trekløver i deres jagt efter både sandheden, Hiroshi, Lee Shaw og senere Godzilla. Selvom de to tidslinjer har mange lighedstræk – især i humoren – betyder blandt andet det halve århundredes teknologiske udvikling, at der alligevel skabes nuancer nok til, at det aldrig bliver trættende at følge de to gruppers færden.

’Monarch’ er ganske underholdende, men så er der det visuelle. Tre afsnit inde i serien er det heldigvis begrænset, hvor mange monstre vi har set. Det er blevet til en enkelt scene med seriens hovedattraktion, Godzilla, samt et lille kig på de flyvende MUTO’er, vi også stiftede bekendtskab med i ’Godzilla’ fra 2014.

‘Monarch: Legacy of Monsters’. (Foto: Apple TV+)

Det er altid befriende, når en serie eller film tør vise sine uhyrer i fuldt dagslys, og det gør ’Monarch’. Desværre med det resultat, at det nemt at se, at det visuelle halter.

I mange år har ’Jurassic Park’ været mit pejlemærke for, hvad jeg forventer af film og serier om fantasivæsner og uddøde dyr. Meget få formår at leve op til den barre. Faktisk skal vi helt frem til HBO’s episke storserie ’Game of Thrones’, før der blev sat en ny standard for, hvad man kan, når det kommer til drager og andre monstre.

Det niveau lever ’Monarch’ desværre ikke op til. Når man sidder med en fornemmelse af at kigge på et computerspil, fordi den ellers vellykkede brug af CGI er for poleret og glat, ryger illusionen om skræmmende væsener, der potentielt kan udslette menneskeheden.

Et kæmpe monster som Godzilla, der er resultatet af en omkring hundrede år gammel atomsprængning, skal helst se slidt og medtaget ud. Ikke ligne noget, der er computerskabt i 2023.


Kort sagt
Ny monsterserie på Apple Tv+ er charmerende og underholdende, ikke mindst takket være en veloplagt Kurt Russell. Desværre er monstrenes fremtoning for CGI-poleret.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

’Monarch: Lagacy of Monsters ’. Serie. Instruktion: Matt Shakman m.fl. Medvirkende: Anna Sawai, Kierset Clemons, Ren Watabe, Anders Holm, Wyatt Russell, Kurt Russell. Spilletid: 10 afsnit af ca. 45 min. Premiere: Kan ses på Apple TV+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af