Countrylegenden Dolly Parton har angiveligt forklaret sit udseende således: »It costs a lot of money to look this cheap«.
Det samme gælder en god parodi: Du er nødt til at være virkelig god for at kunne lave noget, der bevidst er utroligt dårligt.
Det lykkes sjældent, når nogen prøver at efterligne så-skidt-det-er-godt-magien. Se bare den udmattende ’Sharknado’-franchise, der tæsker sig igennem b-film-troper, dårlige effekter og endnu dårligere kendis-cameos.
Men den stærkt undervurderede perle ’Garth Marenghi’s Darkplace’ gjorde det umulige og lavede den perfekte parodi på en dårlig serie.
Med kun seks afsnit på under en halv time er den britiske serie kondenseret komedieguld, der blot synes at vokse i kultværdi. Seriens første afsnit er på ti år blevet set omkring 1,4 millioner gange på YouTube. Så sent som i går så jeg en Garth Marenghi-tatovering på en Facebook-side for fans.
Serie i en serie
Havde man en vilkårlig eftermiddag i 2004 zappet forbi ’Garth Marenghi’s Darkplace’ på Channel 4, kunne man let forvildes til at tro, at man var stødt på en genudsendelse af en imponerende dårlig 80’er-serie. Men det er en del af planen.
Serien er skrevet af komiker Matthew Holness og instruktør Richard Ayoade, som også agerede instruktør. Præmissen lyder som følger:
Den fallerede gyserforfatter Garth Marenghi (Holness) skrev, instruerede og spillede med i en gyserserie i 1980’erne ved navn ’Garth Marenghi’s Darkplace’. Sammen med seriens producer, forlags- og natklubejer Dean Learner (Ayoade) kæmpede han hårdt for programmets succes, men serien så aldrig dagens lys. Men nu, under hvad Marenghi kalder »den værste kunstneriske tørke i fjernsynets historie«, viser Channel 4 endelig serien for første gang på britisk tv.
Hvilket naturligvis alt sammen er pure opspind – Garth Marenghi er Ayoade og Holness’ bizarre originale kreation.
De seks afsnit veksler mellem to elementer:
Det første er gyserserien i sig selv, ’Garth Marenghi’s Darkplace’, der er en fantastisk parodi på billigt 80’er-horror med enkeltstående historier, der gradvist stiger i fjollethed:
Optændt af vrede over kvaliteten af kantinens mad bruger den synske læge Liz sine telekinetiske kræfter til at vække hospitalets kontorartikler til live, så de går til angreb på personalet. Lægen Dagless hjemsøges af kiltklædte ånder, der vil have hævn over hans had mod Skotland. Dr. Sanchez forelsker sig i en kvinde, der langsomt forvandles til kosmisk broccoli. Og så videre.
Seriens anden del består i bedste meta-stil af selvhøjtidelige behind-the-scenes-interviews med ‘de medvirkende’: Garth Marenghi i rollen som Doktor Rick Dagless, Dean Learner som hospitalsadministrator Thornton Reed og Todd Rivers (Matt Berry) som Doktor Lucien Sanchez.
Madeleine Wool (Alice Lowe) medvirker også i serien som den synske læge Liz Asher, men er før interviewene forsvundet, formodet død. »She was like a candle in the wind … Unreliable«, forklarer Learner.
Djævelen i detaljen
Hvert afsnit følger en fast formel: Marenghi – »forfatter, drømmevæver, visionær. Plus skuespiller« – introducerer afsnittet ved at læse et stykke af én sine kiksede gyserromaner højt. Så spilles afsnittet, som ikke er meget bedre.
Dialogen er helt elendig. Og det mener jeg som den største kompliment. Hele serien er fyldt til randen af sjove og kløgtige misforståede replikker, som når Thornton spørger »Do you understand?« og Dagless svarer »As crystal«.
Ser man serien på YouTube (som er det eneste sted, serien kan tilgås herhjemme), vil man hurtigt opdage, at kommentarsporet flyder over med brugeres yndlingsreplikker.
Som: »He was born half-boy, half-grasshopper. He never had a chance«. Eller: »We tried to keep the slow-motion out of the scenes with dialogue as much as possible«.
Den ekstremt citerbare dialog løftes af fantastiske (læs: elendige) skuespilspræstationer. Matt Berry, der fik sin debut i serien, perfektionerede sine signatur-fejludtalelser af ord, som man siden har vænnet sig til i ’What We Do in the Shadows’.
Ayoade er så overbevisende som den stive og langt fra kameraklare Dean Learner, at man helt kommer i tvivl, om han bare ikke kan spille skuespil.
I dag er Richard Ayoade nok bedst kendt som instruktøren bag Dostojveskij-filmatiseringen ’The Double’ og den intellektuelle coming-of-age-komedie ’Submarine’. Begge film er karakteriseret ved kulsort humor og neurotiske hovedpersoner, der lever i en smuk, hyperstiliseret verden.
’Darkplace’ var hans debut som instruktør, og sansen for detaljer var tydelig fra start. Det havde været nemt at stille sig tilfreds med billige visuelle effekter og dårlige kulisser (og bare rolig: dem er der masser af), men Ayoade og Holness har tilsyneladende adopteret en slags Murphys lov for produktionen: Hvis noget kan gå galt på en tv-serie, skal det gå galt i ’Darkplace’.
Holness har senere fortalt Fangoria, at de »tog idéer fra (filmsettets, red.) afdelingsledere og spurgte dem: ‘Hvordan ville du gøre dit arbejde rigtigt dårligt?’«.
Og så gjorde de, hvad end de svarede – til perfektion. Alt lugter af total inkompetence. Nogens dialog er konstant dubbet lidt for højt, kameraet bevæger sig for sent, en skuespiller er ude af fokus.
En gyserforfatter fødes
Den arrogante Stephen King-agtige gyserforfatter med den ubestemmelige dialekt og sorte læderjakke kom første gang til live i comedyshowet ’Garth Marenghi’s Fright Knight’, som Ayoade og Holness skrev sammen. Showet blev nomineret til hovedprisen på komediefestivalen Edinburgh Fringe i 2000, og da de året efter vendte tilbage med ’Garth Marenghi’s Neatherhead’, denne gang med skuespiller Alice Lowe, vandt de prisen.
De to komikere tog commit to the bit-reglen alvorligt. Holness og Ayoade gav interviews som Marenghi og Learner og modtog endda prisen til Edinburgh Fringe forklædt som karaktererne. Der ville gå 15 år, før Matthew Holness gav et interview om ’Darkplace’, hvor han ikke var in character.
For at promovere serien skrev Holness endda en klumme i The Guardian som Marenghi, hvor han forklarede, at målet med ’Darkplace’ var at »ændre menneskehedens evolutionære kurs i løbet af en række halvtimes-afsnit«.
En sjov gimmick, som måske samtidig bidrog til, at serien føltes en anelse utilgængelig for den brede befolkning.
»Alt, jeg husker, er elendige anmeldelser, og at folk bare hadede den. Så jeg var ret overrasket, da den begyndte at få et publikum«, har Matthew Holness fortalt til No Direction Home om seriens modtagelse.
Der gik en del år, før serien fik opmærksomhed. Det var først, da den plus bonusmateriale blev (ulovligt) uploadet til YouTube, at fanbasen begyndte at forme sig.
Holness har siden ’Darkplace’ instrueret og skrevet den Jimmy Saville-inspirerede gyserfilm ‘Possum’. Som inspirationskilden antyder, er filmen langt fra gyser-spoof og ikke spor sjov, men anbefalelsesværdig til fans af britisk arbejderklassegys.
Man kan ærgre sig over, at vi fik mindre end tre timer med den talentløse forfatter Garth Marenghi og hans sleske producer. Serien blev aldrig fornyet til en anden sæson, og udover en middelmådig spin-off-serie, ’Man to Man with Dean Learner’ fra 2006, blev karakteren sendt på pension.
Indtil sidste år.
Holness har som en anden Victor Frankenstein genoplivet Marenghi og skrevet flere anbefalelsesværdige bøger som ham. Lige nu turnerer han Storbritannien tyndt på bogturné, og skal man tro en Facebook-fanside, er han in character under hele seancen, fra højtlæsning til bogsignering.
Det føles poetisk, at Garth Marenghi endelig får solgt nogle bøger.
’Garth Marenghi’s Darkplace’ kan ses på YouTube.