Selvom ‘The Crown’ ikke ligefrem har holdt niveauet i de seneste sæsoner, er Netflix’ store flagskib stadigvæk blandt streamingtjenestens mest populære serier.
Om lidt under to uger når serien sin afslutning, når anden halvdel af sjette og sidste sæson får premiere. Som optakt til dette har Netflix delt en ny trailer, skriver Indiewire.
Traileren lægger an til en følelsesladet finale, hvor den royale familie går rundt med nedtrykte miner. De skal nemlig både håndtere sorgen over Prinsesse Dianas død og en britisk befolkning, som er tiltagende utilfreds med kongehuset.
Desuden ser Dronning Elizabeth II tilbage på sit liv med en smule fortrydelse. »Men hvad med det liv, jeg lagde til side? Kvinden, jeg lagde til side?«, siger Elizabeth, spillet af Imelda Staunton, med triste øjne i traileren.
‘The Crown’-afslutningen kan ses på Netflix fra 14. december.