’The Crown’ sæson 6 del 1: Netflix’ kronjuvel svælger i spekulativ skandalesuppe i første etape mod enden
Jeg ville utroligt gerne kunne fortælle dig alt om, hvorfor det fjerde afsnit af ’The Crown’s sjette og sidste sæson efterlod mig måbende på sofaen.
Hvorfor jeg gispede, da Netflix’ engang usvigeligt stilsikre kronjuvel begik dramaturgisk harakiri med en af nyere tids mest fortærskede serie-gimmicks som sløvt våben.
Men det ville desværre (alt er relativt) være at spoile det emotionelle crescendo (meget relativt) i de fire afsnit, Netflix har frigivet i første lanceringsrunde (de resterende seks afsnit lander 14. december).
Snyd, ja, men dermed ikke sagt, at der ikke er rigeligt af øvrige anker at sætte tænderne i over for en sæson, der forfalder mere til at svælge storladent i sin egen spekulative skandalesuppe, end vi nogensinde har oplevet i ’The Crown’ før.
Det var akkurat, hvad man kunne frygte af perioden, der dækker prinsesse Dianas død – navnlig oven på sidste års ujævne femte sæson – men det er immervæk stadig en bitter pille at sluge for en tidligere superfan.
Ikke mindst fordi serieskaber og hovedforfatter Peter Morgan som bekendt også skrev den ganske anderledes, stærkt vellykkede film ’The Queen’ fra 2006, der behandler præcis samme tidsrum.
Sammenligninger mellem de to værker var på forhånd uundgåelige, og det er forståeligt, at Morgan har ønsket at udforske andre vinkler i ’The Crown’, end dem han pennede til ’The Queen’, hvori Helen Mirren brillerede i centrum som dronning Elizabeth. Men sidstnævntes superiøre skygge er umulig at undslippe, når seriens fortællegreb er så kluntede som her.
Elizabeth (Imelda Staunton) reduceres til en birollekarakter i et glittet Diana Show, der har travlt med at mikse sin egen mytecocktail af 10 procents fakta og 80 procents saftig fiktion i portrættet af prinsessen af Wales’ (Elizabeth Debicki) romantiske forhold til rigmanden Mohamed al-Fayeds søn, Dodi (Khalid Abdalla).
Og selvom ’The Crown’ er en fiktionsserie, og samtlige private samtaler er rent opspind, tager Morgan sig alligevel her nogle så kontroversielle friheder i udlægningen af Dianas følelsesliv, at kvindeportrættet drænes for nuancer til fordel for en regulær helgenkåring.
En helgenkåring, der ironisk nok fravrister karakteren alt agency,indtil kun den mest overfladiske kliché af ikonet står skælvende i Morgans, undskyld paparazziernes, blitzlys.
Til dato vides det ikke, hvor seriøst Diana og Dodis forhold var op til den skæbnesvangre aften, hvor begge omkom i tunnelen i Paris. Dianas venner og butler udtalte i tiden efter, at relationen blot var en overfladisk sommerromance, alt mens Dodis butler og faren Mohamed al-Fayed omvendt insisterede på, at parret var så dedikerede til hinanden, at Dodi havde været på nippet til at fri til Diana lige inden ulykken.
I ’The Crown’s version er Mohamed al-Fayed (Salim Dau) den magtliderlige dukkefører, der presser sin tøffelhelt af en søn til at gaslighte sårbare Diana ind i forholdet. Al-Fayed vil knytte royale familiebånd, og Dodi er adgangsbilletten. Uagtet at sønnike allerede er forlovet med en amerikansk model …
Dén indgangsvinkel gør selvsagt Dianas død i Dodis selskab endnu mere tragisk. Og skruer man sølvpapirshatten godt ned over ørerne, er det lige før, man kunne få den tanke, at Morgan og Netflix – der som bekendt har et milliondyrt samarbejde med eksprins Harry – er motiveret af at gyde olie på vandene til visse virkelige individer, der ikke billigede Diana og »creepy« Dodis forening (prinsernes beskrivelse i serien).
Som Harry sagde, da han gæstede James Cordens ’The Late Late Show’ i 2021: »Serien er fiktion, men den er løst baseret på sandheden. Jeg har det meget bedre med ’The Crown’, end jeg har det med de historier, pressen skriver om min familie og min hustru og mig selv«.
Hvor de første sæsoner af ’The Crown’ føltes fri af moralske forpligtigelser til sine virkelige hovedpersoner, er billedet således blevet bemærkelsesværdigt sentimentalt siden introduktionen af Diana i fjerde sæson og efterfølgende Prins Philips og Dronning Elizabeths død.
Sjette sæsons første fire afsnit tripper nervøst for at please på alle fronter, forsigtig med at gå til stålet i skildringen af både (daværende) prins Charles (håbløst fejlcastede Dominic West) og dronningens minde. Med en kuriøs undtagelse:
Portrættet af teenage-William (mulende spillet af Ed McVey) synes at have fået en kynisk snert, og en scene, hvori prinsen nedlægger sin første kronhjort og traditionen tro får smurt blod i hovedet som fejring, er tyk af djævelsk symbolik. Velkommen til the dark side!
Indrømmet: Meget kan ske endnu før ’The Crown’ lukker og slukker i afsnit 10. Kanske Imelda Stauntons Elizabeth sågar får det sidste ord, og William og Kates møde afvikles med fokus på at fortælle en god historie snarere end på at tegne William som Voldemort-in-spe for at forvarsle den fremtidige brødrekonflikt.
Men indtil den utopi går i opfyldelse, vil alle interesserede være bedre tjent med at gense ’The Queen’.
Kort sagt:
I de første fire afsnit af sjette og sidste sæson stirrer Netflix’ royale flagskib sig så blind på Diana-hypen, at storserien ikke blot mister blikket for kvinden bag myten, men for sin egen selvstændighed.
Anmeldt på baggrund af hele del 1 af sæson 6 (fire afsnit).