’The Crown’ sæson 5: Netflix’ storserie er mere kontroversiel – og mere ujævn – end nogensinde

’The Crown’ sæson 5: Netflix’ storserie er mere kontroversiel – og mere ujævn – end nogensinde
'The Crown' sæson 5. (Foto: Keith Bernstein/Netflix)

Hvilken forskel to år gør.

Siden fjerde sæson af ’The Crown’ fik premiere i efteråret 2020, har det britiske kongehus, som Netflix-serien selvsagt baserer sit historiske drama på, ændret sig radikalt:

The Crown herself Dronning Elizabeth er død, og det samme er hendes mand, Prins Philip. Prins Charles er nu Kong Charles, hans tidligere-elsker-nu-hustru Camilla Parker Bowles er blevet Dronninggemalinde.

Og den yngste generation fører institutionens flair for offentlige kontroverser videre i form af Prins Harrys udmelding af familien og kritik af royal racisme rettet mod den amerikanske-skuespiller-nu-grevinde Meghan Markle, hvis turbulente forhold til svigerfamilien er blevet sammenlignet med Prinsesse Dianas kvaler i 90’erne.

Hvem kan hidse sig op over en fiktionalisering af årtier gamle begivenheder, når nu man kan følge med i sæbeoperaen live?

Ganske mange, er svaret.

For hvor ’The Crown’s fjerde sæson var omgærdet af debatter over portrættet af den purunge Dianas ægteskab til Charles i 1980’erne, så er femte sæson blevet ramt af en decideret storm af kritik før premieren, blandt andet fra de to tidligere premierministre Tony Blair og John Major, der begge portrætteres i serien.

En kritik, der utvivlsomt er intensiveret af ovenstående aktuelle events, der har fået mange til at føle, at ’The Crown’ borer kniven i et åbent sår, når serieskaber Peter Morgan spinder drama over baggrunden for de virkelige figurers interne stridigheder.

For det er jo det, han gør, den håndværksmæssigt yderst efne Morgan med de bombastiske Netflix-budgetter i ryggen: Skønt ’The Crown’ skildrer historiske perioder er hver en samtale, hvert et skænderi, der foregår mellem de kongelige, deres venner og politikerne bag lukkede døre rent opspind.

Det giver sig selv, skulle enhver medieforbruger anno 2022 nok mene, men i takt med at ’The Crown’s handling har bevæget sig op igennem årtierne mod vor tid, har seriens kritikere udtrykt bekymring for, at mange seere opfatter ’The Crown’ som dokumentar snarere end sofaunderholdning. Hvorfor Netflix ligefrem har smækket en fiktions-disclaimer på den aktuelle sæson i et forsøg på at imødekomme anklagerne.

‘The Crown’ sæson 5. (Foto: Netflix)

Men hvad er det så, der sker i sæson 5?

Den aldrende dronning, nu spillet af Imelda Staunton (Professor Umbridge!), mærker sin popularitet dale i befolkningen, mens Prins Philip – som aldrig har lagt fingre imellem – går så vidt som til at klandre sin hustru for at være for kedelig og for uinteresseret i verden omkring sig (han spilles af Jonathan Pryce, som ligesom Staunton ikke sætter én fod forkert i portrættet).

Elizabeth har alle dage abonneret på de gamle royale dyder, der foreskriver, at monarken svæver over vandene, tavs og værdig, men hendes anstrengelser for at udstråle stoisk ro kompliceres ikke blot af grelle meningsmålinger i monarkikritiske medier, men også af, at tre ud af fire børn – Charles, Anne og Andrew – ligger i skilsmisse.

Traditionelt set et absolut no-go for familiemedlemmer til overhovedet af den britiske kirke, som Elizabeth nu engang er.

Og ja, oveni dén hovedpine gør Charles sig sågar gode venner med først den ene, så den anden premierminister (førnævnte Major og Blair) med henblik på at overtage tronen før tid (det er dét plot, begge ministre IRL kalder for det rene ondsindede vrøvl).

På sidelinjen begræder Margaret sit tabte forhold til ungdomskærligheden Peter Townsend, og hvis det lyder som gammel serie-vin på endnu ældre flasker, så lad mig slå fast med syvtommersøm, at miniplottet noget overraskende tegner sig for seriens mest følelsesmæssigt rørende, idet den nye Magaret i form af Lesley Manville er decideret formidabel – oceaner bedre end forrige sæsons Helena Bonham Carter, som efter min overbevisning var seriens mest absurde casting faux-pas.

’The Crown’s sæsoner sluger gerne en armfuld Emmy’er hvert andet år, og denne gang er det Manville, der er selvskreven til en statuette.

Lesley Manville i ‘The Crown’ sæson 5. (Foto: Keith Bernstein/Netflix)

Mere end noget andet i sæson 5 følger vi dog den endelige nedsmeltning af Charles og Dianas forhold, nu spillet af Dominic West og Elizabeth Debicki, der har overtaget rollerne fra den foregående sæsons Josh O’Connor og Emma Corrin. Komplet med introduktionen af Dianas kommende kæreste, Dodi Fayed (Khalid Abdalla), hvis stenrige, kongehus-besatte far, Mohammed Al-Fayed (Salim Dau), står for sæsonens comic relief (kontroversiel kreativ beslutning nummer 142 fra Peter Morgan).

Debicki er en mere nuanceret Diana end Corrins manic pixie dream girl (såvel som Kristin Stewarts manierede præstation i ’Spencer’), men man skal sluge en velvoksen kamel for at købe West som Charles. ’The Wire’-veteranen giver den hele armen og lidt for meget for at ramme Charles’ tale og gestikuleren på kornet, men han når ikke Josh O’Connor lige dele sårbare og spydige præstation til sokkeholderne.

Med til portrættet hører den interessante detalje, at West i virkeligheden har mødt Charles og Camilla ved adskillige lejligheder og er bidragsyder til Charles’ velgørenhedsfond for unge. I et interview med Radio Times fortalte skuespilleren, at han inden optagelsernes start kontaktede fonden for at melde sig ud, så det ikke ville hedde sig, at han stod Charles for nær.

Fonden svarede imidlertid, at det var der ingen grund til: Hvad West foretog sig som skuespiller, havde intet at gøre med hans involvering i fondens arbejd, lød det. Og da West stødte ind i Camilla ved en privat fest sidenhen, spøgte hun sågar med, om hun nu skulle titulere ham Hans Kongelige Højhed.

Hvorvidt hun og Charles ser lige så mildt på ’The Crown’, når og hvis de ser den nye sæson, får vi muligvis aldrig at vide, idet kongehuset kun yderst sjældent udtrykker offentlig kritik.

‘The Crown’ sæson 5. (Foto: Keith Bernstein/Netflix)

Og så igen: Der er blevet flyttet om på møblerne på Buckingham, og da det for nylig kom frem, at BBC-journalisten Martin Bashir, som stod bag det eksplosive »Der var tre af os i ægteskabet«-interview med Diana i 1995, snød sig til at vinde prinsessens tillid ved at vise hende falske kontoudtog, der skulle bevise, at kongehuset overvågede hende, anmodede Charles BBC om aldrig at vise interviewet igen. En anmodning, BBC gik med på, samtidig med at kongehuset fik en undskyldning.

Sæson 5 udstiller Bashirs manipulation af Diana, men tegner ikke noget rosenrødt offer-billede af prinsessen, som sæson 4 kom tæt på at gøre. Tager man de konspiratoriske briller på, er det lige før, det lugter en kende af en målrettet Charles Charmeoffensiv fra serieskaberens side, men bedømmer man serien som fiktion alene, er det befriende med et mere fejlbarligt portræt af ikonet Diana

’The Crown’s produktionsværdi er stadig tårnhøj, og det flotte univers er umådeligt detaljerigt og fascinerende. Ingen historisk serie har nogensinde været så binge-venlig, men det er svært, hvis ikke helt umuligt, at se sæson 5 uden kritikken i baghovedet. Ikke mindst fordi serien selv er pinligt bevidst om, at 80 procent af karaktererne på skærmen har virkelige alter egoer med meget virkelige advokater ved hånden.

‘The Crown’ sæson 5. (Foto: Keith Bernstein/Netflix)

Manuskriptet svinger mellem sin egen lækkerheds-dyrkelse af sexskandaler og familiefejder og kluntede forsøg på at tage skarp afstand fra datidens mediers dyrkelse af selvsamme. Vi skal gyse over den uhyrlige behandling, kongehuset fik i 90’erne, men ignorere påstandene om, at ’The Crown’ retraumatiserer de nu voksne prinser William og Harry ved at svælge i Dianas fald (sjette sæson kommer til at handle om hendes død). Vi skal huske, at relationerne er næsten-fiktion, samtidig med at vi skal have præsenteret fakta-efterskrifter under rulleteksterne.

’The Crown’s femte sæson vil for meget, men lykkes i sidste ende med for lidt til at fremstå som et selvstændigt serieværk, og midt i det forvirrede dramaturgiske fokus føles hastigt indskudte paralleller til nutidige politiske konflikter a la Rusland og Ukraine påklistrede i 11. time. Skilsmisser akkompagneres af en brand på slottet, hvor arvestykker går op i røg. Dronningens alderskrise spejles i pensionen af hendes dyre, royale yacht, som regeringen ikke længere vil bruge penge på.

Men subtilitet er jo også så kedeligt.

Sjette sæson bliver efter sigende den sidste, og der svedes formentligt allerede tran i forfatterrummet, når også voksne William og Kate skal inkluderes i handlingen. Held og lykke med at afværge dén shitstorm, Peter Morgan.


Kort sagt:
Som seer brydes hyppigt man med sin egen moral under ’The Crown’s »saftige« femte sæson, der i stigende grad vakler uskønt af anstrengelse for at skabe forrygende binge-underholdning uden at drukne i virkelige kontroverser.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’The Crown’ sæson 5. Serie. Hovedforfatter: Peter Morgan. Medvirkende: Imelda Staunton, Jonathan Pryce, Dominic West, Elizabeth Debicki, Lesley Manville, Salim Dau, Khalid Abdalla med flere. Spilletid: 10 afsnit a ca. 50 min. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af