Med Netflix megahittet ‘Wednesday’ og ‘Scream’-rebootet (som hun for nyligt måtte opgive til fordel for Netflix-hittet) på sit CV, er Jenna Ortega én af Gen Z’s mest populære skuespilstalenter.
Det unge stjerneskud har i dramafilmen ‘Miller’s Girl’ fået en usandsynlig scenepartner: Den britiske (og væsentligt ældre) straight man Martin Freeman.
Lionsgate har offentliggjort den første stemningsfulde trailer til filmen, hvor man kan se de to i en dyster magtkamp.
»Du er min elev, og jeg er din lærer. Det er alt«, siger den titulære Mr. Miller i traileren, men det er ikke helt sandheden.
En ung forfatterstuderende (Ortega) mangler inspiration til en opgave. Ifølge hende selv har hun ikke opnået noget i sit liv, så da hun bliver udfordret af sin veninde til at få sin kejtede underviser Mr. Miller (Freeman) til at elske hende, tager hun den.
På trods af sine kollegers advarsler og sin egen sunde fornuft kan Miller ikke modstå sin selvsikre og talentfulde elev. Det starter en magtkamp mellem de to, hvor grænserne mellem lærer/elev-forholdet gradvist udviskes.
Filmen er instruktør og manuskriptforfatter Jade Halley Bartletts debutfilm. Seth Rogen har ageret producer.
’Miller’s Girl’ får amerikansk biografpremiere 26. januar. Den danske premieredato kendes ikke endnu.