Skuespiltalent og TikTok-stjerne Kristoffer Eriknauer: »Ej, den her overskrift … ’Jeg synger bedre end Timothée Chalamet!’«

Kristoffer Eriknauer er her, der og alle vegne: kongelige teaterroller, DR-serier, nogle af TikToks sjoveste videoer og nu aktuel som Timothée Chalamets danske stemme i ‘Wonka’. Vi tog en snak med skuespilleren om hans forhold til Hollywood-stjernen, barndommens uudgivne ‘Paradise’-parodier og hans store drømmeprojekt om et barskt emne.
Skuespiltalent og TikTok-stjerne Kristoffer Eriknauer: »Ej, den her overskrift … ’Jeg synger bedre end Timothée Chalamet!’«
Kristoffer Eriknauer som natklubchefen William i 'Salsa'. (Foto: DR)

INTERVIEW. Den 26-årige skuespiller Kristoffer Eriknauer er en travl mand. 

Da jeg fanger ham på telefonen i anledning af premieren på ‘Wonka’, går han ikke ligefrem og triller tommelfingre. I biograffilmen kan han opleves som den ikoniske chokolademagers danske stemme, som i den amerikanske film bliver legemliggjort af ingen mindre end Timothée Chalamet. 

Ugen forinden har skuespilleren haft sidste forestilling af Molière-nyfortolkningen af ’Don Juan’ på Det Kongelige Teater i rollen som Charlotte, der forføres af Morten Hee Andersens titelkarakter på hed vis.

Derefter er Eriknauer gået direkte i gang med optagelserne på Millang-brødrenes kommende TV 2-serie ’De bedste år’. I mellemtiden nåede han også lige en ‘Brokeback Mountain’-inspireret værtsrolle på prisuddelingen Ekko Shortlist Awards sammen med kollegaen Lasse Dein. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@eriknauer Ekko værter 2033 🫦@Lasse Dein ♬ original sound – Kris

»Det har været nogle ret vilde måneder. På et tidspunkt kørte jeg seks projekter på samme tid. Det er dejligt, men jeg kan ikke huske, hvad jeg hedder, haha«, fortæller skuespilleren, der blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus tilbage i sommeren 2022. Men det er især i løbet af det seneste halvår, det er begyndt at gå stærkt. 

Hvis man først har fået øje på Kristoffer Eriknauer, begynder man pludselig at se ham alle steder. 

I løbet af efteråret spillede han den giftige klubejer William i sæson to af Jonas Risvigs ’Salsa’ på DR og poppede endda også op i en lille birolle i søndagsserien ‘Carmen Curlers’. 

I foråret var han med i Det Kongelige Teaters opsætning af det opsigtsvækkende og kritikerroste amerikanske maraton-teaterstykke ‘Arven’, hvor alle skuespillerne befinder sig på scenen næsten uafbrudt i løbet af de knap seks timer, det tager at udfolde dets fortælling, der fører vidnesbyrd fra AIDS-epidemien ind i samtiden gennem en gruppe homoseksuelle mænds venne- og kærlighedsforhold i New York. 

Sideløbende har Eriknauer også skabt sit eget komiske univers på TikTok. Her følger over 20.000 med, når han på sekunder vækker nogle af dagligdagens værste mennesketyper til live i videoer med hundredetusindvis af views:

Tjeneren der går ned i knæ, så han kan holde øjenkontakt med hele selskabet, når han præ-skænkning fortæller, hvordan naturvinen er blevet skidt ud af en ged. Toastmasteren, butiksassistenten, kundeservicemedarbejderen, skuespilleren eller Joe & the Juiceren »fra helvede«, der serverer et friskt glas »I fucked my doctor and now i’m riding my mother’s horse in my sister’s celery garden«. Eller spørger om du skal have »havremælk, rismælk, cashewmælk eller pikmælk« i din kaffe?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Efter vores samtale når Kristoffer Eriknauer også at lægge en hel karrusel af forskellige jokes op på sine profiler i anledningen af sin aktuelle ‘Wonka’-rolle. For selvom rampelyset er et lidt andet med en knap så synlig dubbing-rolle, har det altså også inspireret det unge skuespiltalent til at lave sit eget ekstramateriale på Instagram og TikTok, hvor man kan se ham tage pis på Timothée-forbindelsen ved blandt andet at lipsynce til interview med ham.

Der er ingen tvivl om, at Kristoffer Eriknauer har humoristisk sans og befinder sig godt i spotlyset. 

Men evnen til »at tage pis på sig selv«, som han selv formulerer er en del af videoernes signalværdi som online-cv, viser sig også ganske belejlig, når jeg eksempelvis spørger ind til hans nye status som ’den danske Timothée Chalamet’. 

Hello, Mr. Wonka

I det seneste halvår har man kunnet se dig i både ‘Salsa’ på DR og opsigtsvækkende teaterstykker som ‘Don Juan’ og ‘Arven’. Og nu springer du jo simpelthen ud som Danmarks svar på Timothée Chalamet.

»Det er så lol. Det er så fucking lol«.

Hvordan kom du i spil til den rolle?

»Jamen, jeg blev kontaktet af Eurotroll, som er dem, der laver de store baskerfilm for Warner Bros. Jeg var til stemmeprøve med en masse andre, men jeg tænkte, at jeg højst sandsynligt ikke ville få rollen, fordi jeg er så ny i dubbing. Der gik lang tid, hvor jeg ikke hørte noget, og tænkte, ‘nå, det gik ikke’. Men så pludselig ringede de op og var sådan, ’Hello, Mr. Wonka’«

Hvordan har det været at arbejde med? 

Det har været vildt udfordrende, fordi jeg slet ikke har prøvet at dubbe så meget før. Jeg har lagt stemme til en tegneserie, men når man laver sin egen karakter ud fra en lille blå figur, er det ikke så farligt at byde ind med sit eget. Men det her er live action, det hele er blevet spillet for af nogen andre. Timothée Chalamet spiller jo en rolle med alt, hvad mennesket har i ansigtet. Så det handler jo om at ramme hans timing, samtidig med at jeg laver min egen karakter«. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan fik du gjort præstationen til din egen? 

»Jeg synes faktisk, at jeg har skabt en figur, som komplementerer det arbejde, Timothée Chalamet allerede havde lavet. Men på dansk kan man også gøre det sjovt på en måde, jeg ikke synes, det var på amerikansk. Timothée har jo en meget blød stemme, samtidig med at han er lidt quirky. Og det så jeg potentiale i at gøre ret sjovt. Wonka-karakteren er jo ikonisk«. 

»Men jeg har faktisk ikke set det færdige resultat endnu, så det er bare at møde op i biografen og høre sig selv synge. Jeg har syv store musicalsange, og det har jeg glædet mig vildt meget til. Jeg elsker at synge og har altid sunget meget«.

Der har jo været en del virak omkring, hvorvidt Timothée Chalamet kunne synge eller ej?

»Det har der jo«. 

Kan han det? Er du bedre?

»Ej, den her overskrift … ’Jeg synger bedre end Timothée Chalamet!’«.

»Jeg synes, han synger rigtig godt. Han synger ikke skønsang. Men det passer på en måde også meget godt til rollen, at han ikke nødvendigvis er et musikalsk sangtalent. Han klarer sig klart over middel. Han kan synge meget, meget lyst. Jeg har lidt dybere toner end Timothée, men jeg synes, det har været ret sjovt at prøve at ramme hans måde at synge på«. 

Er det syret at se sin egen stemme komme ud af Timothée Chalamets mund?

»Fuldkommen underligt. Det virker som noget, jeg laver derhjemme på min telefon. Det er sådan noget, jeg sidder og laver på TikTok«.

Jeg går ikke ud fra, man får lov til at møde ham. 

»Jeg har overvejet at skrive sådan, ’Hey Timothée. I’m just, you know, your Danish voice. Jeg synes bare, vi skal mødes og … ‘snakke om rollen’. Det tror jeg ikke, han har tid til. Eller har lyst til faktisk. Og jeg forstår ham. Så skal han jo møde hele verden? Alle mulige lande«.

Timothées tab! Hvad er dit forhold ellers til ham som skuespiller? 

 »Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med ham. Han har sådan et ‘alle elsker ham’-fænomen over sig. Han har spillet alle roller de sidste to år, føler jeg. Nogle gange er han god, men han rammer ikke altid. Han er ikke min yndlingsskuespiller, men han er ret betagende. Han var virkelig fantastisk i ’Call Me By Your Name’. Det synes jeg er hans bedste rolle«.  

»Den film betød meget for mig. Jeg kan huske, jeg så den med min mor i biografen. Og det var ikke så længe efter, jeg var sprunget ud, så jeg græd og græd og græd og græd og græd, da jeg så den der sidste scene, hvor han sidder foran pejsen. På den måde har det faktisk været meget full circle. Jeg vil ikke sige, at jeg er mega fan, men jeg synes godt, vi kunne mødes og drikke en cortado. Forstår du, hvad jeg mener? Mig og Tim-Tim. Vi kunne godt hygge«.

Tim-Tim eller Lil’ Timmy Tim. Han har jo også en rap-persona. Er det noget, du har opsnuset som en del af forberedelserne? 

»Oh my gosh. Jeg dør over de der videoer, fra da han var yngre. Jeg har da søgt på ham, fordi jeg synes, det kunne være sjovt. Men som man finder ud af det med så meget andet, var det meget sjovere at komme med mit eget bud«.

Folk forstår det

Nok om Timothée Chalamet. Du har jo også gang i en masse selv. Du er uddannet skuespiller og har spillet på Det Kongelige Teater. Men så samtidig har du også opnået ret stor succes med at lave alle de her satirekarakterer på TikTok. Hvad giver de to forskellige arenaer dig?

»Det er to virkelig forskellige måder at arbejde på. Men det med at lave karikaturer derhjemme på min telefon, klippe det sammen og have det lidt sjovt med det, opstår tit, når jeg er i gang med det andet mere seriøse arbejde«.

»Hvis jeg er i gang på teateret, og vi har været til prøver fra 12 til 18, jeg kommer hjem, er vildt træt, men så har jeg lige siddet i bussen på vej hjem og hørt en eller anden sidde og snakke, og så bliver jeg sådan… Gud, det er en sjov karakter! Eller jeg er ude at spise med min familie om aftenen«.

…Og så møder du ‘tjeneren fra Helvede‘?

»Præcis. Så kan jeg ikke lade være med at gå hjem og lave de der karakterer. Men det er stadig underligt for mig, for jeg har lavet den slags videoer, siden jeg var helt lille. Stået og filmet absurde karakterer derhjemme med vores videokamera«. 

»Jeg kan tydeligt huske, at jeg spillede Rikke (Gøransson, red.), værten fra ‘Paradise Hotel’. Jeg stod i min mors silkekjole inde i stuen, imens min far filmede mig, og sagde sådan noget: ‘I dag skal deltagerne date deres fætre og kusiner’. Helt fucked. Og min far var sådan: ‘Skat, tror du, det er en god idé at lægge det her ud?’…Og jeg så tænkte, ‘Nej, det er det nok ikke. Det er nok rigtigt’. Så dengang lagde jeg dem ikke ud«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»I dag er det stadig mærkeligt for mig, at folk faktisk forstår det. I mit hoved har jeg altid tænkt, at det bare var mig, der var et mærkeligt barn. Der er et hyggeligt fællesskab i, at andre kan finde det sjovt og se det genkendelige i det«.

Kan du godt blive ærgerlig over, hvis TikTok-videoerne får mere opmærksomhed end de mere seriøse ting, du laver?

»Jeg synes faktisk, det er en ret fin balance. Jeg har lige optrådt på Ry Højskole, hvor jeg lavede et uddrag fra min egen forestilling, ‘Mobbedreng’, som handler om mobning. Og så kan man godt se, at der er nogle af de unge, som klart kender mig fra TikTok, der tror, at jeg har tænkt mig at stille mig op i en time og lave sketches og så er sådan… ‘Hvad snakker han nu om’? Nu snakker han om mobning?«

»Men det kort tror jeg ikke er så dumt at have på hånden faktisk. Teatret vil altid være og har altid været for de færre mennesker. Det kunne være ret fedt at hive nogle af dem fra TikTok med i teatret«.

En seddel i postkassen

Er det en del af din mission at bruge din komik og skuespil til at sparke lidt til nogle bestemte mennesker og emner?  

»Der er nogle typer, hvor jeg er sådan, ‘De skal lige have en besked med i postkassen’. Det er jo lidt a la det, der også foregår på TikTok«. 

»Mennesker som er en lille smule out of touch med, hvad der foregår omkring dem. Jeg synes, at hvis man måske er en person, der kan spejle sig lidt for meget i William fra ‘Salsa’ eller ‘Tjeneren fra helvede’, så er det måske et lille bank på døren til at være sådan… ‘Hej søde, skal vi snakke om, hvordan du begår dig, hvis du kan spejle dig 100 procent i den karakter?’«. 

Kristoffer Eriknauer i ensemblet til forestillingen ‘Arven’. (Foto: Palle Steen Christensen/ Det Kongelige Teater)

Du laver jo allerede dine egne karakterer og sketches. Drømmer du også selv om at skabe dine egne større ting udover skuespillet? 

»Det vil jeg gerne. Det er et spændende sted at arbejde fra og bruge tematikker fra mit eget liv. Ikke nødvendigvis selvbiografisk, men oplevelser af verden, jeg selv har haft«. 

»Jeg har mistet venner på min egen alder, ungt. Jeg synes, jeg har haft døden meget inde over mit liv. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at bearbejde tematikken at dø ung på et tidspunkt. Hvis man kunne kombinere det med humor, selvom det lyder vildt. Men når man griner, så er man er også lige ved siden af gråden. Der er ikke noget så fedt som at have sådan et sindssygt grineflip. Eller som når man græder sine øjne fuldkommen ud. Begge de ting er så forløsende. Og jeg synes, de er lige fine«.

»Komedie, og det at få folk til at grine, bliver tit set på som noget, der ikke er lige så fint. At det store arbejde ligger i det dybe. Den diskurs vil jeg gerne vende og vise, at det er lige så vigtigt og faktisk utroligt svært at skabe humor på en scene, i film eller tv. Når instruktører og skuespillere kan få det frem, synes jeg, det er vildt sejt«. 

Har du nogle konkrete projekter, du har på tegnebrættet, som du kan fortælle om?

»Jeg må ikke rigtigt sige, hvem det er, eller hvad det er, men vi skal optage en serie her til efteråret, hvor jeg er i gang med at bearbejde en karakter, som er lidt … ikonisk. Og så er jeg i gang med at skrive med på en forestilling. Om en tematik, som jeg heller ikke kan gå ind i«. 

»Okay. Nu lyder jeg virkelig også som en skuespiller, der er sådan… ‘Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget, men det kan jeg ikke’. Hold nu kæft«. 

‘Wonka’ får biografpremiere 14. december.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af