Streaming: En skæbnesvanger Harry Potter-karriere
‘Harry Potter’ er for de fleste lig med magi, hygge og nostalgi.
Men for David Holmes har filmene en væsentligt anderledes betydning. Han var som ung stuntdouble for Daniel Radcliffe helt fra den første film, indtil en ulykke under optagelserne til ’Harry Potter og Dødsregalierne: Del 1’ gjorde ham lam fra taljen og ned og ændrede hans liv for evigt.
HBO-dokumentaren ’David Holmes: The Boy Who Lived’ fortæller historien om en kanonkugle af en gymnast, der mister evnen til at gøre det, han elsker allermest.
I interviews med Holmes selv, hans venner og Daniel Radcliffe (som har produceret dokumentaren i samarbejde med Holmes) giver dokumentaren et fascinerende indblik i stuntfagets verden og det kammeratskab, der eksisterer mellem dem, der praktiserer det.
Mens Holmes’ tilstand gradvist forværres, er venskabet mellem ham og Radcliffe særligt rørende.
‘David Holmes: The Boy Who Lived’ kan ses på HBO Max.
Biograf: Bloddryppende Thanksgiving-middag
I 2007 blev en falsk trailer for en fiktiv film ved navn ‘Thanksgiving’ vist mellem Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ ‘Grindhouse’-film ‘Death Proof’ og ‘Planet Terror’.
Og nu efter 16 år er den fiktive film så blevet gjort virkelig.
I ‘Thanksgiving’ udvikler et Black Friday-udsalg til en tragedie, og snart efter begynder en gådefuld seriemorder – inspireret af højtidens pilgrimsskikkelser – at henrette indbyggerne i Plymouth, Massachusetts – byen hvor Thanksgiving-traditionen begyndte. Instruktøren Eli Roth fletter spænding sammen med mørk humor i en fortælling, der balancerer mellem klassisk slasherfilm, samfundskritiske kommentarer og en god portion cheesyness.
Filmen er nemlig en hyldest til 80’ernes helligdagscentrerede slashers som ‘Black Christmas’ og ‘Halloween’. Og med taglinen »There will be no leftovers« er publikum advaret om, hvad de kan forvente.
’Thanksgiving’ kan ses i biografen.
Streaming: En af årets vigtigste dokumentarfilm
Du kommer næppe fjernere en hyggelig julestund end ’20 dage in Mariupol’, men den er lige så anbefalelsesværdig, som den er brutal.
Soundvenues anmelder kaldte krigsdokumentaren »en af de uhyggeligste film, jeg har set«, da den blev vist under årets CPH:DOX-festival. Nu er den landet på DR.
Filmen følger Ruslands invasion af den ukrainske havneby Mariupol helt nært de første dage efter 24. februar 2022. Her rejste tre journalister, ført an af Mstyslav Chernov, ned for at dokumentere tilstanden, der i løbet af 20 døgn kun tager til i ubærlighed.
Det er et privilegie at kunne vælge at se væk fra en krig, og det er en bærende pointe for Chernov at udfordre seerne på netop det punkt.
»Selvom man har set Ruslands invasion af Ukraine i korte tv-klip, er det en helt grufuld oplevelse at blive konfronteret med krigen i ’20 Days in Mariupol’. Og vigtigheden af dokumentaren er svær at komme udenom«, skrev Ebbe Sidenius videre og kvitterede med fem stjerner.
’20 dage in Mariupol’ kan ses på DRTV.
Set det hele? Tjek vores weekend-anbefalinger fra sidste uge.