‘20 dage i Mariupol’: Denne krigsdokumentar er en af de uhyggeligste film, jeg har set
»Wars don’t start with bombs, but with silence«.
Der er en rædselsvækkende stilhed i ‘20 Days in Mariupol’. En stilhed, der hele tiden gør opmærksom på sin tilstedeværelse som en påmindelse om, at netop stilheden på et øjeblik kan blive udskiftet med brutale brag og dødsskrig. Hvilket ofte sker i filmen.
Den Sundance-hyldede ‘20 Days in Mariupol’ er en af de uhyggeligste film, jeg har set. Jeg kan ikke sætte en stor nok advarsel på de voldsomme og hjerteskærende billeder, der er i dokumentaren. Det er en film, jeg aldrig ønsker at se igen, men som jeg alligevel er glad for at have set.
Den ukrainske journalist Mstyslav Chernov er den frygtløse frontlinje i dokumentaren. Da Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022, rejste han sammen med to andre journalister til den strategiske havneby Mariupol og dokumenterede de eskalerende rædsler i 20 dage.
Mens krigen stod på, kæmpede de tre ukrainske journalister for at få deres optagelser delt med resten af verden, samtidig med at de russiske styrker kom tættere og tættere på, for hver dag der gik. Alle hans optagelser er nu blevet lavet til et vidnesbyrd i spillefilmlængde, der viser den individuelle lidelse og tragedie af den brutale igangværende krig.
Dokumentarhåndværket er råt og ufiltreret. Mstyslav Chernov, der er videojournalist for Associated Press, lægger en utrænet og følelsesløs voiceover på de billeder, han selv har filmet. Ingen frasering. Ingen toneændring. Blot en barsk, lavmælt stemme, der væver fortællingen om krigens gru sammen. Og rædsler er der nok af.
I starten ser vi kun bombernes ødelæggende skyggeside. Vi ser hjem, der er blevet forvandlet til ruiner. Vi ser børn lege i beskyttelsesrum og forældre græde i afmagt. Vi ser, hvordan kroppe bliver kørt ind på hospitalet, og hvordan de kommer ud igen, slappe og døde.
På tredjedagen – 15 minutter inden i dokumentaren – kommer endnu en krop ind. Evangelina på fire år er blevet ramt af granatsplinter og kæmper for sit liv. Den lille krop, der er iført blodige bukser med ponytryk, bliver trykket flad af en paramediciners hjertemassage.
»Red mit barn«, græder moren, mens Evangelina bliver kørt ind på hospitalet.
»Film, hvordan de møgsvin slår vores børn ihjel. Vis dette svin Putin øjnene på de børn, han dræber«, siger en læge til Mstyslav Chernov, mens de forsøger at redde den lille piges liv. Pigen overlever ikke.
Vi ser, hvordan chokbølger fra bomber får træernes kroner til at rasle, og hvordan panikken spreder sig i øjnene på det ukrainske folk, når fly flyver over hovederne på dem. Vi ser en fødsel på et hospital uden strøm eller vand, mens lægerne med tomme ansigter dukker hovedet til lyden af bomber i baggrunden. Vi ser udgravningen af massegrave. Vi ser russiske kampvogne kører i Mariupols gader.
Vi kigger direkte ind i øjnene på så mange mennesker, hvis liv aldrig vil blive det samme. I en by, hvis eneste forbrydelse er at være placeret ud til den Azovske Hav.
Der er et væld af interessante etiske aspekter i ‘20 Days in Mariupol’. Dokumentaren er pro-Ukraine, men det betyder ikke, at der ikke er sporadiske stemmer i Chernovs film, der udtrykker pro-russiske tanker.
Endda antydes det på et tidspunkt, at det er Ukraines eget luftvåben, der bomber byen, hvilket selvfølgelig er løgn. Men ifølge den russiske propagandamaskine var de billeder, som vesten fik fat i fra Mariupol, fabrikerede. Evangelina og de mange andre døde ansigter var skuespillere hyret af vesten.
Første gang Mstyslav Chernov møder en ukrainske soldat, bliver han beordret til at slukke kameraet. Han svarer, at »det er en historisk krig« – en krig, der skal dokumenteres. I starten vil ingen snakke. Pressen er blot »prostituerede«, der lukrerer på tragedier og sorg.
Men stille og roligt bliver de fleste opmærksomme på vigtigheden af dokumentaren. Læger, militæret og civile ønsker at dokumentere den skade, ødelæggelse og meningsløshed, krigen medfører. Dokumentationen bliver mere værd end noget andet – og for at sikre det videomateriale, som Chernov og hans kollegaer har indsamlet, beslutter de at rejse ud af den russisk omringede by ved hjælp af en Røde Kors-karavane. De forlader hospitalet, som de har været på i flere dage.
Selvom man har set Ruslands invasion af Ukraine i korte tv-klip, er det en helt grufuld oplevelse at blive konfronteret med krigen i ’20 Days in Mariupol’. Og vigtigheden af dokumentaren er svær at komme udenom.
Da Chernov modtag Sundance-festivalens publikumspris, takkede han det publikum, »der ikke kiggede væk« fra grusomhederne.
Lige så skræmmende og ubehagelig ’20 Days in Mariupol’ er, lige så vigtig er den at se. Særligt når krigen set fra vores udgangspunkt er blevet stille efter et år.
Kort sagt:
En rædselsvækkende, men ekstremt vigtig reportage fra Ruslands invasion af Ukraine, set helt tæt på.
Anmeldelsen blev først bragt under CPH:DOX-festivalen i marts 2023.