‘The White Lotus’-skaberen Mike White er endelig kommet i gang med at caste skuespillere til den kommende tredje sæson af sin populære komedieserie. Han måtte nemlig vente, til sidste års Hollywood-strejke var overstået.
Nu kan Deadline løfte sløret for den nye sæsons første nye navne, som slutter sig til Natasha Roswells karakter Belinda fra sæson et.
Vi har at gøre med Michelle Monaghan (‘Mission: Impossible – Fallout’), Parker Posey (‘Scream 3’) Jason Isaacs (Lucius Malfoy i ‘Harry Potter’-filmene) og Leslie Bibb (‘Iron Man’) samt de thailandske skuespillere Dom Hetrakul og Tayme Thapthimthong.
‘The White Lotus’ flytter i sæson tre til et feriested i Thailand. Det vides ikke, hvilke roller de nye skuespillere skal spille. Deadline har dog snuset sig frem til, at den brogede samling karakterer inkluderer »en patriark, en kvindelig virksomhedsleder, en skuespillerinde, et par mødre, inklusive en countryklub-hustru, et udskud og en yogi«.
Tidligere beskrev Mike White den kommende sæson som »supersized«:
»Den kommer til at være længere, større, vildere. Jeg ved ikke, hvad folk vil tænke, men jeg er super begejstret, så det er i det mindste en god ting for mit eget barometer. Jeg er super begejstret for sæsonens indhold«, fortalte han til Entertainment Weekly.
Tredje sæson får premiere engang i 2025.