KOMMENTAR. Det er svært at være rigtigt uenig med valget af de store vindere ved nattens Emmy-show, den amerikanske tv-branches svar på Oscar-prisen.
‘Succession’ dominerede Bedste Drama-kategorierne, ‘The Bear’ sad på Bedste Komedieserie og ‘Beef’ på Bedste Miniserie.
Det er tre af tidens absolut bedste serier, og det mest mærkværdige er vel, at dramavinderen ‘Succession’ på mange måder er mere komedie, end komedievinderen ‘The Bear’ er. Men det er petitesser.
Samtidig kan man godt tillade sig at begræde, hvordan én af de nominerede serier gik tomhændede hjem fra festen i Los Angeles. Igen.
Det er nemlig en af de bedste serier, der nogensinde er lavet.
Den har ikke vundet en eneste Emmy.
Og nu er det for sent.
‘Better Call Saul’ er spinoffen til ‘Breaking Bad’, der sluttede i sommeren 2022 efter seks mesterlige sæsoner.
Den var i spil til fem Emmy Awards ved showet, der egentlig skulle have været afviklet i september, men blev udskudt på grund af sidste års strejke i Hollywood, hvilket altså forklarer, at en halvanden år gammel serie stadig er aktuel (det var også første sæson af ‘The Bear’, der blev hædret).
‘Better Call Saul’ var nomineret til Bedste Dramaserie, skuespillerne Bob Odenkirk og Rhea Seehorn var nomineret, og det samme var manuskriptet til to af afsnittene.
Deres overmænd kan man ikke som sådan have noget imod (igen … ‘Succession’), men man kan godt kalde det en skamplet på Emmy-uddelingens rygte, at AMC-serien aldrig har vundet så meget som en eneste Emmy. 53 (!) nomineringer er det blevet til siden 2015, men ikke én eneste bette statuette er kommet i hus.
Den eneste trøst for skaberne Vince Gilligan og Peter Gould og resten af holdet er, at ‘Better Call Saul’ skriver sig ind i en ret så opsigtsvækkende hall of fame af serieperler, der blev forbigået af Emmy-akademiet.
‘Halt & Catch Fire, ‘Hannibal’, ‘BoJack Horseman’, ‘The Leftovers’, ‘Catastrophe’, ‘Parks and Recreation’, ‘Oz’, ‘My So-Called Life’ og det originale ‘Star Trek’ for nu blot at nævne nogle.
Plus den mest blamerende forbigåelse af dem alle:
‘The Wire’, verdens måske bedste serie nogensinde.
Man kan med andre ord fint overleve i historiebøgerne uden Emmy-hæder, ja, måske ens eftermæle endda kan vokse i kraft af det martyrium, der ligger i at blive underkendt.
Lad os håbe det på ‘Better Call Saul’s vegne. Den fortjener at blive husket som andet end ‘Breaking Bad’s spøjse lillebror, for det var et knusende originalt, modigt og medrivende karakterstudie i egen ret.
Ikke engang ‘Succession’ var dens overmand. Hvis vi nu skal sammenligne.