Rygter om en potentiel ny ‘The Office’-serie har svirret de seneste år. Nu er arbejdet på at vende tilbage til den populære amerikanske mockumentary-sitcom blevet mere konkret, skriver Deadline.
Branchemediet kan nemlig fortælle, at Greg Daniels, som skabte den amerikanske udgave af ‘The Office’ på baggrund af Ricky Gervais og Stephen Merchants britiske serie af samme navn, i den kommende uge går i gang med at udvikle en ny ‘The Office’-serie.
Greg Daniels mødes mere præcist på tirsdag med et hold betroede manuskriptforfattere for at arbejde på idéer til en mulig opfølger.
Ifølge Deadline kommer den potentielle nye serie ikke til at være et reboot. Fortællingen vil sandsynligvis være sat i samme univers som ‘The Office’, men foregå på et andet kontor med nye karakterer. Det lyder med andre ord som en spinoff-serie.
Amerikanske ‘The Office’ kørte fra 2005 til 2013, hvor det nåede at blive til 188 afsnit.