Der er få steder, der klinger af all inclusive-turist som Gran Canaria.
Det er her, den CPH:DOX-aktuelle dokumentar ‘En plads i solen’ udspiller sig, hvor dokumentarist Mette Carla Albrechtsen tænder kameraet for at undersøge sameksistensen mellem de forskellige typer mennesker, der har valgt at leve deres liv på den spanske ø. Ikke blot for en kort ferie, men på ubestemt tid.
I traileren, der netop er landet, møder vi alt fra tyske tilflyttere til mørketrætte danskere, lykkeriddere og flygtninge, der er taget til ‘ferieparadiset’ i jagten på et bedre liv.
Mette Carla Albrechtsen, der tidligere har stået bag dokumentaren ‘Venus’ om det kvindelige begær sammen med Lea Glob, har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som Gran Canaria-guide i sin ungdom, hvor hun mødte et hav af skæve eksistenser.
‘En plads i solen’ får premiere på CPH: DOX 15. marts, hvor den også er udtaget til NORDIC:DOX-prisen.