CPH:DOX er en af årets helt store filmbegivenheder på dansk jord, og nu har dokumentarfestivalen annonceret det fulde program for 2024-udgaven, der starter 13. marts.
Festivalen annoncerede allerede i sidste uge konkurrenceprogrammet med adskillige lovende danske indslag, og nu har vi altså fået den samlede pakke, der med 200 film og et væld af talks og begivenheder er mere, end hvad hjertet kan begære.
Her er i hvert fald rig mulighed for at blive klogere på verden, blandt andet gennem festivalens fokus på dels Body Politics, dels temaet Conflicted, hvor blandt andet Israel-Palæstina-krigen vil komme under nuanceret, tankevækkende lup i en række film og debatter.
Af de ventede film, der først er annonceret med programlaunchen i dag, er blandt andet ‘Copa 71’ om det danske kvindelandsholds glemte VM-kamp i Mexico, ‘Thank You Very Much’ om komikergeniet Andy Kaufman, ‘The Contestant’ om Japans vildeste reality-eksperiment og ‘Apollo Thirteen: Survival’, der rekonstruerer det kendte rumdrama.
Der er imødesete film om alle fra Lil Nas X til Edouard Louis, Frida Kahlo, Brian Eno og Pete Doherty (som selv besøger festivalen), og der er nye værker fra anerkendte dokumentarinstruktører som Pedro Costa, Frederic Wiseman og Wang Bing.
Men først og fremmest er der alle de film, som de færreste endnu har hørt om, men som vil åbne nye verdener – til alt fra krig til kærlighed – for alle, der sætter sig i biografsædet.
Gå på opdagelse i programmet hos CPH:DOX.
Festivalen løber 13.-24. marts.